Mellemſpil til Kellermanns Koncerter
1.
Om Tonernes Kunſt er der megen Tale
med kritiſk Glæde og Kummer;
den hænger ſig faſt, ſom en ſlæbende Hale,
ved hvert et klingende Nummer.
En læg Perſon er meget at ynke
ved Tonernes Aftentaffel;
der føres en Strid ved hver Ret, han skal ſynke,
om Valget af Skee eller Gaffel.
Hvor En bemærker en vild Pasſage,
mens Buen ſpringer og kradſer,
der finder en Anden, med ſtørre Courage,
kun jevne, kantable Satſer.
Man mærker i Salen, hvor lidet man veier,
naar Øret er uopdraget;
man bliver af dem, der kan ſpille en Feier,
ſaa meget i Skole taget.
Det giver en Angſt, man ſidder paa Naale,
og tænker, mens Manden ſpiller:
„Med hvad Slags Alen ſkal man da maale
de ſælſomme Løb og Triller?“
Man ſkotter til grundige Connaisſeurer,
til hver en Notits man lytter,
og endelig voxer der Æſelsører
paa alle de ſvage Gemytter.
2.
Men Tonernes Kunſt er et dunkelt Rige,
af Følelſens Bølger ſteget;
derind har mangen En ondt for at kige,
ſom dog har paa Strengene leget.
Af Fingerlegen, af Nodeſproget,
af Ørets dresſerede Dele,
kan hentes et Skjøn paa Façonen af Skroget,
men ei paa det indre Hele.
Din Tanke maa kunne vugges og ſvømme
paa hine Gemyttets Bølger;
da fatter du førſt de kvægende Drømme,
ſom Tonernes Verden dølger.
Og bærer Du ei dine ypperſte Tanker
ſom bævende Klang i Aanden,
da kjender du lidt, hvad Glæde der vanker
ved Spillet af Kunſtnerhaanden.
Et Eventyr blandt de ſkabende Kunſter
er dog de harmoniſke Toner;
de danne en Verden af zitrende Dunſter,
hvor Feen Morgana troner.
Den ſpeiler ei af, hvad der lever og virker
forneden i Lys og Skygge;
den viſer de kneiſende Slotte og Kirker,
ſom ingen Forſtand kan bygge.
Der bruges ei Bro, og der hænger ei Stige,
en Nøgle er ei at finde.
Din Barm maa hæves, dit Hjerte maa hige;
da er Du med Et derinde.
Og kjender du ei, paa den grundige Maade,
den ſvævende Bygnings Love,
da lad det hvile, det er dig en Gaade;
du har intet Fald at vove.
3
Vort øre fyldes, vort Indre klares
ved Kellermanns Melodier;
en Gjenklang føles, og kan bevares,
naar Strengen hviler og tier.
Og dette er dog ved hans Spilemetode
den bedſte Gehalt i Grunden;
den laaner ſit Guld til den herſkende Mode
at Tonen er broget ſpunden.
Han ſpender ei Følelſens enkelte Strænge
kromatiſk og vildt-bevæget;
han rører dem alle ſaa blidt og ſaa længe,
til Sindet er gjennemkvæget.
Den ſtærkere Flugt med den yndige Svæven
er ømt i hans Strøg formælet;
den fuldeſte Klang og den ſagteſte Bæven
er ligelig der beſjælet.
Der flagrer en Alf gjennem Foredraget
og kvæder en Foraarsviſe;
da ſidder man ſtille og ſødt betaget,
og har en fuldkommen Liſe.
4.
Hvor ofte ſøges paa krogede Baner
det rige Talents Beviſer!
Man ſkatter, blandt andre forvirrede Vaner,
ſaa høit de barokke Kapricer.
Man vender ſit Sind, ſom ved himmelſke Gaver,
til Stumper af vilde Sange;
man lader ſig trylle, man falder i Staver,
ved raſende Overgange.
Men gjennem det larmende Allehaande
ſædvanlig kun Afmagt raller;
det ſundere Liv vil drage sin Aande
i ſmeltende Intervaller.
Den raaeſte Sort af melodiſke Stoffer
er Kunſtnerens Spleen og Griller.
Det er ham et let og tarveligt Offer
at byde os det Slags Piller.
Han ſkal i Motiver af Nykker og Luner
dog komme til Ro i Spillet;
da mærker man, gjennem de klingende Runer,
en klarere Stemnings Billed.
Den modne Kunſt beſeirer og dølger
med ſvulmende Liv Konturen;
den er ſom Sæden, der gylden bølger
og ſkjuler dig Agerfuren.
I Toner er denne beſjælede Lære
paa Violoncellen tolket;
den førte et Sprog, der vil holdes i Ære
blandt Vrimlen af Kunſtnerfolket.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer