Mig farer

Mig farer brat det i kvedl til hjertet,
       at vaar er nær:
En drøm i luften, et gyldent løfte
       av solfaldsskjær.

Frem staar et ansikt, den første ungdoms,
       med rene drag,
med noget undrende - fjernt ved munden
       som gjør den svak.

Ak, livet gled mig forbi som en skygge
       av jaget sky!
Saa længe siden min egen ungdom,
       dens bleke gry!

Og hvert et klingende vaarens løfte,
       brutt blev de, brutt . . .
Mig farer saart det i kveld til hjertet,
       at alt er slut.

Men over parkens de frosne kroner
       en sølvfin glans.
Det er den farlige vaar, som blunder.
       Al makt er hans.