Nat

Jeg skimtet dig nok, maa du tro, paa bryggen.
      Dit blik var stumt.
Jeg høit i solen, du nedi skyggen.
      Saa dumt! Saa dumt!

For første, for allerførste gang saa jeg
      det, kjære du,
At aarene hadde trods alt tat paa dig.
      Det saa jeg nu.

Du stod der saa bortgjemt og vingestekket,
      saa haabforlatt . . .
Og nu væiter bølgerne over dækket,
      og det er nat.

Paa sprang de lægger med hvæsende munder,
      som rovdyr gjør.
Og ikke tør mer jeg gaa nedenunder.
      Kvalm er jeg før.

Og ut fra mørket en kvinnehaand griper
      om hjertets rot,
mens oppe fra riggen det tuter, piper
      mig hæst imot.

Vi møtes og skilles, vi tramper, saarer.
      Det faldt saa let.
Kvælende tungt er mit hjerte av taarer,
      som du har grædt.