Paa Atlanderhavet

Os fulgte nat og dag og dag og nat
en liten gulspurv. Se, nu har den sat sig
paa dækket gispende og dødsensmat!

Saa mangen sjæl, som eventyret vil.
Saa mangen liten fugl. Hvad kan det hjelpe,
naar ikke vingekraften strækker til?

Tør blot den la sig gripe, er den frelst.
Kom, sæt dig paa min haand! Jeg gir dig hvile,
og føde skal du faa, som du vil helst.

Der falder kveldsol over skumsvart sjø.
Og atter styrer den sig ut i rommet
forjaget, uropint for nu at dø.

Mot vest! Mot vest! Vi følger solens gang.
I sværmere og drømmere! Jer vier
jeg ensom paa et stormslaat hav min sang.