Poplerne paa Eidsvolds plads

Vist har jeg set det, ven! Hver gang vi træffes,
er stikkende og tørt det blik, mig mønstrer
og giftig-flammet smilets haan om munden.

Hvad saa jeg tænker? - Ak, hvor længe siden
vi nedad Karl Johan en maidag slentret,
og poplerne, just fuldt utsprungne, strakte
med glans som av metal sig ind i ætren
- de fornemt stille, høitidsfulde popler -
som vilde sol av kildene de drikke.

For mins du vel? I samme nu jo følte
vi med et støt, at deres brødre var vi.
Og pekte maalet høit, vi skulde naa det.
Til ætrens klarhet vilde frem vi vinde
og alt paa jrod forstaa, vi, som i undren
troskyldig ventende stod foran livet.

Og drømmetuase, ynglingsblyge skiltes
vi for at nyte ensomt av vor lykke.
Ei kostet har den sved, den vei, du vandret.
Alt længst du satte dig, en mand i staten
korrekt, bevisst, landsfaderlig - bekymret.

Men jeg gik vidre, altid vidre gik jeg.
Og sang usynlig over mig en lerke,
da gjennem vaaren fuglefri jeg tumlet,
har siden høstregn slaat og nordsno pisket.

Graat er mit haar nu, saare mine føtter,
dog vinker fjernt mig end vor ungdoms popler,
de opadstrebende.

Si, hvorfor dette smil, hver gang vi træffes?