Priisskriftet om Skabningens Ypperlighed i Henseende til de skabte Tings Orden og Sammenhæng
I denne stille Roe, hvor Liv er daanet hen,
Hvor Sands og Overlæg for Phantasien rømmer,
Hvor Slaven i sit Baand om Kongeriger drømmer,
Og Jordens Guder blir til Mennesker igjen;
Hvad søger du, min Geist? Mon Eenlighedens Land
Er Sjelens Tidsfordriv? Mon Mørkets stille Boelig
Fornuftens Fristad er? og spæde Tanker roelig
I Nattens frugtbar Skjød til Sandhed voxe kan?
Jo almagtsfulde Nat, bliv du min Hjelp igjen
Som før har lært min Sjel at Sværm kun avler Daarer!
Du Sandheds Moder, du er den jeg nu udkaarer
Til Moder for min Sang, og Vidne mod min Ven.
Hvor gavmild er din Roe! din Eenlighed hvor rig
Paa kostbar Sandhed! Du hvis sorte Vinger dekker
De Dagens Spøgelser som ofte Dyden skrækker,
Og fordrer Sandserne mod Sjelen ud til Krig;
Kom Viisdoms Prædikant! antænd i min Forstand
Saa stjerneklare Lys som du der oppe tænder,
Hvor Verdner rundt omkring i Myriader brænder,
Og Viisdom, Orden, Pragt i alting øjnes kan.
Jag Verdens Tummel bort! stil Syslernes Orcan!
Lad ei spidsfindig Dunst, Vankundighedens Dampe,
Falsk Vid, og Overtroe naae til den Midnats Lampe,
Som jeg for Philadon og Verden har tændt an.
O Philadon! for dig min Lampe før har brændt;
For dig min Muse nu en dristig Valfart vover
Omkring den skabte Kreds; og medens Jorden sover,
Vil vaage for at faae din Sjel i Luer tændt.
Ach, havde jeg en Tolk fra Evigheden her,
Som kunde Pop's Forsøg med Sandheder formere
Af den Philosophie, som Englene studere,
Hvor Bayles største Tvivl alt afbeviste er!
Og kunde jeg (dog sligt kun Engles Sprog formaaer)
Fortælle hvad de see som bag Forhænget kige
Ind i Naturens Uhr; og see hvor ret og lige
Det mindste Hjul deri til Verdens Beste gaaer!
Men tie, forvovne Bøn! – O Young, saa laan mig du
Den Pen som Andagt skar, og hvæsset blev ved Smerte,
Den Pen som skrev saa dybt ind i Lorenzos Hierte,
At Skriften lyser frem med hellig Glands endnu.
Saa vil jeg flyve did hvor Vid hos Andagt boer;
Og Philosophens Mund skal Davids Harpe blive,
Naar jeg, indblæst som du, kan Englepsalmer skrive,
Og synge for min Ven, at Gud er viis og stor!
Dog uforsagt, min Geist! – Saa stor din Afmagt er,
Saa rig er dog din Sang, Beviserne saa stærke;
Hvert Skrit du gjør er strøet med Viisdoms Underverke;
Og Støvet selv til dig Guds Lovs Basun frembær.
Den døde Klump som hist fra Muelighed udbrød,
Den Søn af Intet som af Evighedens Fader
Fik Liv, Bevægelse og Form i tusend Grader,
Da Tid, og Rum, og Sted, og Varighed blev fød:
Den vide Omkreds, hvor Materie og Aand
Af særskilt Slægt og Art paa Trappetrin opstige;
Hinanden mere liig, dog aldrig ganske lige,
Og alle Hemper paa det samme Kjædebaand:
Hvor Verdner flokkeviis blant Verdner tumles om,
Saa dennes Hvirvelstrøm den andens Hvirvel trykker;
Og dog en Klode ei et Solegran forrykker,
Langt mindre mindste Støv fra Evighed omkom.
Den Klump, den Kreds, det Alt, hvor ingen Grændser er;
Maa det, o Philadon, din Sjel til Andagt røre:
Saa skal hver Atomus for dig bevisligt gjøre,
At alt er Viisdom, Kunst, og Pragt og Orden der.
Kom, tal i mit Sted nu dit Almagtssprog, o Nat!
Lad de Vidunder du paa Himlene udbreder
I Millioner Tal, fortælle hvad han heder,
Som denne Stjernehær har der i Orden sat.
Fornuften staaer forbaust blot ved den Glands jeg seer
I Øjesynets Kreds, den Plet kun af det hele:
Og dog saa stor i Alt og i de mindste Dele,
At Sjelens Øje selv tør neppe see paa meer.
Hvad Reise var det ei herfra til hin Planet;
Fra den igjen og op til hine blege Fakler!
Hvad Syn at see et Skimt opklaret til Mirakler,
Som blot en uskabt Aand har maalt og overseet!
Tag Lysets Vinger paa, og flyv med stadig Flugt
En Verdens Alder frem fra Klode op til Klode!
Tæl Sole, Verdner der hvor før kun Prikker stode;
Og see den første Soel i Øjekredsen slukt!
Tænk saa din Flugt er endt; men viid du har igjen
En lige endløs Vei, hvor Verdners Skare vrimler
Som der du kom fra før! – Almægtig Gud, jeg svimler!
Paa denne Almagts Top al Tanke daaner hen.
Saa stor er du, o Nat! – dog er det ikke nok,
At dine Under kan med Tanker ei indhegnes,
At denne Almagts Hær kan ei med Tal beregnes;
Nei, nævn mig den Forstand der styrer denne Flok!
Mon døde Atomer har blæst sig selv til Liv,
Og i forvirret Krig imod hinanden stormet,
Til al Naturens Kreds saa ordentlig blev formet
Ei ved et overlagt, men blot tilfældigt Bliv?
Har Hendelse vel bygt en Stjerne og et Kræ
Med saadan Overlæg, at naar den første bruser
Omkring med heftig Fart, den ei det andet knuser?
Er det vel Spørsmaal værd? – Jeg synger ei for Fæ.
Stor er den Almagt som min Sang tilbeder nu. –
Og hvo kan synge ret? – Sligt tør knap Engle vove.
Men Viisdom, du som skrev Bevægelsernes Love,
Og stilled Verdens Uhr, hvor stor er ogsaa du!
Fornuften seer kun lidt af den Oeconomie,
Som alting styres med; den gjetter om det meste:
Dog hvad den seer er nok, Bevis nok at den beste,
Den allerviseste har Vallet gjort deri.
Har skabte Hænder bygt et Uhr med saadan Kunst
Som vort Planetsystem, der stedse sig omdreier,
Der stedse blir uslidt, og stedse lige veier:
Ja Verdner selv forgik, naar der forgik en Dunst?
Kan Millioners Kraft et Øjeblik formaae
At holde op kun een af disse Atlaskroppe,
Som paa den blotte Luft omvælter sig der oppe,
Og ved indbyrdes Træk og Stød tilsammen staae?
Dog hænger Alting der – paa hvad? – paa hvad, o Ven? –
Paa Ordnens vise Lov. Hvis den tilbage kalder
Sin Omsorg for en Myg, strax alle Verdner falder
Fra Ligevægtens Punct til Chaos ned igjen.
Den Evighedens Lov, den Skabnings Grundlov har
Deelt Dyrekredsen af: og paa de maalte Roder
Den skrev: Reis her, o Jord, med dine Naboekloder,
Og gjør min Herlighed for Verden aabenbar!
Den lod af Kjerlighed for alle Væsner der
(Hvad er for Almagt tomt?) i Klode-Cirklen blive
En Middelpunct af Ild; og bød den rundt om give
Fornøden Varme, Lys, og Frugtbarhed til hver.
Hver Aarets Tid, ja meer hver Time, hver Secund
Blev cirklet af saa net, at Mennesket kan blive
Planeternes Prophet, og Reisecartet skrive
For Verdners aarlig Vei paa denne Ordens Grund.
O skam dig, Philadon, om du alene troer
Den Sandhed Natten dig saa mathematisk viser!
Hvad? har du ikke her Euclidiske Beviser?
Saa tro ei blot, men see, og føl at Gud er stor!
Ja brænd af hellig Lov saa klar som Nattens Pragt,
Brænd over Orion! du brænder aldrig ene,
Min Nat gir Selskab nok, og Natten ei alene;
Nei Ordnens Skuespil har meer end denne Act.
Nu aabnes alt en ny; og Morgenlerkens Flugt
Inbyder Philadon at see paa nye Mirakler;
At see hvor Natten døer, og alle Himmelfakler
Ved Dagens Fødselstund af større Lys blir slukt.
Saa liflig som din Røst, du Almagts Prædikant,
Er denne nye Act, hvis Indhold du forkynder:
Harmonisk som din Sang Dagbrækningen begynder;
Og Viisdom lyser frem paa Himlens østre Kant.
Hvad Orden, Sammenhæng og Harmonie er her
I dette Mellemrum, det Halvlys som frembryder
Imellem lyst og mørkt, og al Naturen fryder
Med straalebrækket Lys, før Lyset selv er der.
Hvis Solens Glands med eet af Mørkets Skjød udbrød,
Hvor farlig blev dens Ild for Skabningernes Øje!
Hvor lidet vilde da en Soel vor Jord fornøje,
Hvis Middags Straaler selv knap Lys og Varme bød.
Nei den som skabte Lys var hertil alt for viis;
Den Gud, som intet Spring i Skabnings Raden taaler,
Han bød en Atmosphær at brække Solens Straaler,
Og dele Lyset ud til Jorden gradeviis.
Strax brød paa Himlen frem oplyste Dunsters Skin,
Og Øjet blev ved Skimt til Lyset forberedet:
Afbrudte Straaler blev om halve Jorden spredet,
Og Dagen kom og gik paa flere Trappetrin.
Det sorte Himmelsvelg fik Farver vexelviis;
Og Horizonten blev af Lysets Gjenskin malet
Med en Azurblaa Grund, hvor Guld og Purpur praled:
Saa Himlen alt før Dag var Øjets Paradis.
Mon Philadon endnu som Otterslangen er,
Og stopper Øret til naar Skabningsverket raaber
Igjennem Lysets Skimt og Morgenduggens Draaber:
At en alviis Forstand har ordnet Alting der?
Lad Verden være døv; jeg tier ei endnu,
Den Viisdom er for stor, hvis Orden jeg forkynder;
Stor var den sidste Act, en større nu begynder:
Jeg zittrer, Philadon! – o zittre ogsaa du!
See Lysets store Sjel og Stjerners Dronning der
Sin gyldne Straaleglands bag Bjergets Top fremsender.
O Gud! det blotte Skin al Himmelen antænder:
Hvad vil da blive af, saa snart hun selv er her? –
Ja gys kun ved den Glands hvori hun stiger op! –
Har du vel seet og maalt den store Lysets Moder?
Smelt sammen til een Ild ti hundred tusend Kloder
Saa store som vor Jord, og maal saa Solens Krop!
Forfærdelige Brand! uhyre Majestæt!
O zittre lille Jord! forskrækkes I Planeter,
For denne Kjempekrop som næres af Cometer,
Og hvad den kommer nær antænder til Comet!
Hvo slukker ud dens Ild? Mon alle Skyers Vand,
Mon alle Verdners Magt kan dette Ildbjerg stoppe,
I Fald det skrider ud af Ligevægt der oppe,
At det ei tumler ned, og setter alt i Brand?
Men frygt ei, Philadon, du sover ganske trygt!
Lad Ildens Ocean paa Firmamentet brænde;
Den Viisdom som min Sang vil lære dig at kjende,
Den har før Solen blev alt sørget for din Frygt.
Saa snart hans Skabnings Røst til Lyset sagde: Bliv!
Den sagde ogsaa: «Soel! hid er din Grændse maalet!
«Bliv mange Verdners Lys, gjør alting der bestraalet!
«Bliv ei din Cirkels Skræk, men Vellyst, Lys og Liv!
Hvad? føler du ei Lys og Varme i din Sjel?
En Straale ned fra ham, som satte disse Luer
Paa saadan Ordens Punct, at Flammerne ei truer,
Og dog gir Varme nok til al Naturens Vel?
Selv Helvede blir lyst ved hans alvise Vink.
Forfærdelsernes Ild gjør Skabningen fornøjet:
Ti tusend Verdners Brand blir Skuespil for Øjet,
Og Livet boer i dig, utaalelige Blink!
Knæl, Østerlænding, nu for Himlens Dronning ned!
Ja, kan et Creatur fortjene Guders Ære,
Skal Ydmyghed en Pligt mod Pragt og Højhed være;
Saa knæl for denne Glands! jeg undres ei derved.
Dens blotte Forbuds Pragt Ærbødighed indskød:
Saa snart Aurora kom, og aabned Himlens Porte,
Blev Nattens mørke Dunst i gyldne Skyer borte,
Og Solens Kongevei med Purpurroser strøed.
En Zephyr foran gik, som feied Luften reen,
Og gavmild Perledug paa alle Planter spreded,
Hvis kølig Næringssaft blev meer og meer udbredet
Af Solens frugtbar Ild i hver en Aaregreen.
Farvel, elskværdig Nat, min Lærer og min Ven!
Din Herlighed forsvandt: Dog nei, den blev forandret
Til større Herlighed; thi da din Pragt bortvandred,
Saa fik Naturen strax en dobbelt Pragt igjen.
Min Lampes dunkle Skin, og dine Lampers Glands
Af Dagens større Lys paa eengang blive blendte;
Da Solen Dødens Land til Paradis omvendte,
Og Søvnens tause Roe til Liv, og Sang, og Dands.
Hvor voxer nu min Sang! En ny Natur opstaaer
I synlig Almagt klædt, med Natten før bedekket.
En Verden, af sit Mørk ved Solens Lys udklækket
Fremkommer her, som hist ved første Skabnings Vaar.
O Gud hvor dette Alt seer heel almægtig ud!
Rek tusend Øjne hid, og lad mig Synet dele! –
Hvad skal jeg see paa først? – et Bjerg? – en Myg? – det hele?
Da Bjerg, og Myg, og alt er lige fuldt af Gud.
Jeg veed ei hvad er størst, om Orden eller Pragt
I al den Herlighed et Øjekast opdaged?
Hver Deel er stor for sig; og alt tilsammen taget
Beviser kun paa ny, hvad hver en Deel har sagt.
Du Skyers Naboebjerg, bliv min Betragtnings Val!
Du Skjold mod Stormens Magt, du Kildespringets Moder,
Du Rigdoms Magazin, du Frugtbarhedens Broder,
Som deler Soel og Lys og Vædske til din Dal!
Fortæl din Skabers Kunst, – dog Dalen er for skjøn!
Mit Øje flyver did, hvor Edens Flora vandrer
Blant Blomsterne omkring, og ved hvert Skrit forandrer
Din prægtig Ordens Dragt, nu guul, nu rød, nu grøn.
Kan Sandser og Forstand faae større Lyst endnu?
Mon Viisdoms Verket til Uendelighed stiger!
O Dal! ja, du er skjøn! men hør, din Skaber siger:
«Dit mindste Blomster har en Dal saa skjøn som du;
«Den Dal igjen er fyldt med Sæd, hvis mindste Frø
«Indslutter i sin Punct ti tusend nye Poder,
«Og deres Frø igjen er Millioners Moder.
Knus nu et Seneps Korn, og see en Verden døe!
Hvor blev du, Philadon? Jeg taber dig og mig
I denne Frugtbarhed, som Synet overstiger.
Før raabte Himlene, nu Jorden ogsaa skriger:
Vor Skabnings Kjede er vor Skabers Væsen liig!
Alt, hvor du seer dig om, er proppet fuld af Liv,
Og intet Rum er tomt; men Creature vrimle
Med meer og mindre Liv: Igjennem alle Himle
Til Jordens Middelpunct fløj Sjele fra hans Bliv.
Hver Skabning fik sin Form, sin Næring og sin Kreds
Saa ordentlig uddeelt, at alle har det beste,
Hver til sit Endemaal; det mindste med det meste
Staaer som en mønstret Hær i Orden allesteds.
Hold stille her, min Geist, og tænk saa langt du kan,
Saa langt en indskrænkt Aand om uindskrænkt kan gjette!
Led op de Viisdoms Spor som findes i alt dette!
Erfaring og Fornuft gjør selv din Gisnings Plan.
Hvor stort et Mellemrum fra blot Emfindtlighed
Til mueligste Forstand! – det Rum kan ikke gabe.
Hvad Grader af Fornuft fra Plato til en Abe;
Fra Abens Tænkekraft til Østerskallens ned!
Hvad Størrelses Forskjel fra Leviathans Krop,
Og til det mindste Dyr som intet Glas opdager,
Fra Længden af det Liv som kronet Hjort fremdrager,
Til det Ephemeron paa een Dag fylder op!
Mon disse store Rum er fyldte nederst fra,
Og op – hvo veed hvor langt? – Mon Aand, og Krop,
og Ævner
Opstiger gradevis til Tal som ingen nævner? –
Fornuft, Erfaring, Glas, og Øje svarer: Ja!
Men hvo har Enderne paa Skabnings Kjeden seet;
Hvor Aand begynder først, hvor vidt Materjen rekker?
Fra hvilke Puncter de sig til hinanden strekker,
Og i hvad Punct de sidst forene sig til eet?
Her studser alt Begreb, Fornuften tier stil,
Og Tænkekraften sig i Mørkheds Afgrund taber. –
Ja hvo kan øjne sligt som ikke selv er Skaber;
Da blot et større Skimt er Engles Skuespil?
Nok, Alting er opfyldt. – Hvad Tanke er ei det? –
Spørg nu, hvo reder Bord for denne store Mængde?
Hvo holder alle op i Evighedens Længde,
Og ved een Ordens Baand forbinder dem til eet?
Nu blæser Sole bort, og Kloder blir som Støv
Mod denne Forsyns Vægt, den Omsorg for det hele,
Den Kunst at eftersee uendelige Dele
Ei ene i en Soel, men ogsaa i et Løv;
Ja hvor den ene Deel den anden Modstand gjør,
Hvor Torden, Hav, og Storm, og Regn, og Ildens Luer
Med Oversvømmelse, med Brand, og Chaos truer,
At holde alt endda i Sammenhæng som før.
Begynd fra Verdens Vaar, og tæl hver Skabnings Slag:
Tæl efter nu igjen, og sig hvad Slag der fattes:
Mon ei den enes Død ved andres Liv erstattes,
Saa Altings Liv og Død i Jevnvægt staaer hver Dag?
Den Avlings Drift, hvert Kjøn til Slægtskabs Kjønnet har,
Kan den vel ryddes ud, og Verden gjøres øde?
Man har gjort Overslag paa fødde og paa døde;
Men aldrig vist et Kjøn hvis Mage savnet var.
Saa ofte som vor Jord Omvexling overgaaer,
Hvad gjør at dyr Tid, Pest, og Krig den ei udtømmer?
Hvad gjør at Rovdyr ei Naturen oversvømmer;
Og skjønt at Ulv er til, dog aldrig fattes Faar?
Jo alting har sin Lov, fra Cherub til en Mid:
Slet intet er for lidt, og intet overflødigt;
Det mindste Solegran i Skabningen saa nødigt,
Som den umaalte Krop der bringer Lyset hid.
See nu, min Philadon, blir Skabnings Planen stor;
Naar alt er fuldt af Liv, af Ævner, Drift og Pligter,
Hvis Virkning ei til een, men til det hele sigter;
Og paa den mindste Deel den heles Vel beroer.
Det er ei Kloder blot, som holder Kloder op;
Et Støv er ogsaa tælt i Ligevægtens Skaaler:
Naar Solen til en Myg uddeler sine Straaler;
Saa hjelper den igjen at bære Solens Krop.
Saa hænger alt af eet, og eet igjen af alt.
Det heles Beste er forenet til en Kjede,
Hvor Madiker gjør ud et af de store Lede.
Spørg Philadon endnu for hvem en Spurre faldt?
Hvad er det da jeg seer? – Et Creatur opstaaer,
Som i et dunkelt Glas sit korte Syn udvider,
Og med et Herskabs Blik seer om paa alle Sider,
Og siger: «Alt er mit, saa vidt Naturen naaer:
«For mig de skjulte Lys bag Melkeveien staaer:
«For mig gaaer Jorden om, for mig opreises Storme,
«For mig er alting skabt fra Engle indtil Orme!
«Jeg ene ved Fornuft til Evigheden gaaer!
Opblæste Creatur, hvo er du? hvad er dit? –
Det Rum du fylder op blant alle andre Dele,
Det Sammenhæng dit Liv og Haab har med det hele;
Er du fornuftig stolt, saa sig kun: det er mit!
Hvor liden er den Kreds som du kan oversee!
Hvis alt er skabt for dig, det meeste staaer forgjeves;
Forsynets Kjerlighed for Millioner hæves:
O tie! – thi ellers vil en Madik dig belee.
Den lille Blomsterknop, den Skovens Eremit
Hvis Vext du aldrig saae, mon den for din skyld taber
Sit Væsens Nytte? Nei en Bi har ogsaa Skaber,
Der sørger for dens Vel saa kjerlig som for dit.
Mon Microscopet gjør din Hovmod mere rig?
Søg op de skjulte Liv i Jord, Luft, Ild og Vande,
De Dyr som paa et Støv opdage nye Lande;
Og tænk, om disse Kræ opholdes der for dig?
Nei Skabningers Monark, forkort dit Scepter her!
Du Gisnings Væsen, du som tænker kun saa ilde
Om Verden, Gud, og dig; hvor tør du dig indbilde,
At du en Middelpunct af alt det skabte er?
Slig daarlig Fordom gjør Naturen til en Ørk.
Dens største Deel blir tom, dens Skranker alt for trange:
Forsynets Labyrinth har ellers dunkle Gange;
Men sigter alt til dig, saa blir den alt for mørk.
Hvor blev den Lerke af, hvis søde Toners Klang
Indbød min Philadon til Morgenrødens Under?
Den muntre Vægter, som fra Luftens Top herunder
Opvækked Skabningen til Andagt med sin Sang.
Den fløj mod Himlen op, og brændte fuld af Lov
For ham som havde bygt den spæde Hals som trilled;
Og just da den sin Bøn, sin Morgenpsalme spilled,
Den blev – o Philadon! – den blev en Falkes Rov.
Hvad? sukker du? – Er Suk vel philosophisk her?
Skal Lerken aldrig døe? Skal Falken ikke leve?
Blev Verdens Orden størr', om Rovdyr aldrig bleve? –
Betænk det, du som selv det største Rovdyr er!
Ja meer: naar alt har Liv, og nærer sig af Liv;
Hvad Forskjel er der da paa Rovdyr, og paa andre?
Naar Døden kun bestaaer i Formen at forandre,
Saa er jo altings Død et blot vedvarigt Bliv!
Nu først blir Ordnens Lov sig selv i alting liig,
Naar alt er ei for een. – Du uden Tvivl alt merker
Din Fordoms Feil: Naar du og Falken æder Lerker,
Saa æder Lerken Orm, og Ormen Falk og dig.
Ja, Verden er Guds Stad. Den mindste Borger der
Har samme Ret som du, til Liv og muelig Lykke,
Du har vel større Rang; men sligt kan ei forrykke
Den Lov, hvis store Bud det heles Beste er.
Her hægtes alt i eet, og denne Kjede gjør,
At Verdens mindste Deel forbinder alle Dele,
At Viisdom, Kunst, og Magt oplyser meer det hele,
Og Gud blir mere stor, og viis, og god end før.
Bliv klog igjen, og tie, opblæste Uforstand!
Du som til Hovmods Top paa Gisninger opklyver,
Seer Verden stykkevis, bestemmer alt, og lyver,
Og tegner Kartet af før du kan øjne Land!
Hvad Under at Guds Verk seer ofte dunkelt ud
For dig som ei seer alt, ja ei engang det meste?
Men hør: mon den som veed, og vil, og kan det beste,
Ei gjør det? – Usle Kræ! tør du fornedre Gud?
See her, min Philadon, et flygtigt Øjekast
I al den Herlighed, som Skabningen indringer!
Afmægtigheds Forsøg, en Flugt af svage Vinger,
Hvis spæde Seners Kraft vansmægted i en Hast.
Min Muse viser kun et Blik af Verdens Pragt,
Erfaring, Vid, og Dyd kan Synerne formere.
Thi vid, Almagtens Verk har i det mindste mere,
End hendes Afmagt her har om det meste sagt.
Jeg seer det store Alt. O Ven, hvad blir du da?
Naar Solekredsen er en Punct kun af det hele;
Vor Jord en Punct af hin; og du – o hvo kan dele
Slig Punct! – Nei Philadon forsvinder for mig nu.
Imidlertid er du, o lille Væsen, her,
Ja her til større Haab, til evige Hensigter,
Til dit og Verdens Vel; et Maal for manges Pligter;
Skjønt usel som en Orm, dog som en Engel kjer.
Og veed du hvad det var, som først bestemte dig
Til Lem af Verdens Stad? – Mon han, din Skaber, trængte
Til Verdener? til dig? – O nei, naar han blot tænkte
Paa Verd'ners Muelilghed, saa fandt han nok i sig.
Ei Engle anden Grund for deres Væsen veed,
End den Insecter har; og du i Sole finder
Den samme Grund som dig med Seraph sammenbinder:
Det er, o Philadon, den blotte Kjerlighed.
Vox da igjen paa ny, og stig til Engles Rang,
Du lille Creatur som bag en Punct dig gjemte!
Drog Kjerlighed dig ud af Intet, og bestemte
Dit Væsens Øjemed før Engle blev engang;
Hvor stor blir du, min Ven, naar Kjerligheden har
Valgt dig som mest beqvem blant Muelighedens Mængde,
At fylde op et Rum i Skabnings Kjedens Længde,
Og Verden uden dig den beste ikke var.
Hvor sikkert blir dit Haab! – Ja lad dets Udsigt frit
Bag Tidens Grændser naae. – Kan Kjerlighed vel savne
Sit Val, sit frie Val? – Nei blant de mange Navne
I Evighedens Bog staaer ogsaa tegnet dit.
Hvor hellig blir din Pligt, naar du ei blot er til;
Men fuld af Lyst, og Haab, og Ævner til at blive
Lyksalig: bør ei da dit Haab og Lykke drive
Din Sjel til den, som din og alles Lykke vil?
See! her en Pyramid af Skabninger opstaaer,
Som alle Haand i Haand til deres Udspring iler,
Til ham, den første Han, den Skabnings Ven som smiler
Fra Spidsen ned til alt saa vidt som Væsner naaer.
Kom Philadon, følg med, stig op ved Hellighed
Til din Original, den helligste, den største,
Den store Alt i Alt, den sidste og den første,
Dit Lys, dit Liv, din Soel, din Gud, din Salighed!
Her daanede min Geist! hør Engle synger nu,
Og Verdner Gjenskrald gir af Englechorets Tone;
Ja Guder knæler ned for den uskabtes Throne,
Og synger: «Hellig, stor, og viis, og god er du,
«Du Aarsag til alt skabt, dets Ophold, Liv, og Ven,
«Ei ene Englers Gud, men ogsaa Miders Fader;
«Som føder Cherubim, og ei en Orm forlader:
«Velsignelse og Lov og Priis er din igjen!
