Proteſilaos
Blandt græſke Kæmper paa Troianertoget
fik ingen Helt ſaa bitter Lod, ſom han,
der førſt af Alle faldt paa fiendtlig Strand
og maatte ſande der Orakelſproget,
det ſtrenge Sprog, der lød fra Delphis Hule,
og vandred varſlende fra Mund til Mund:
„Den førſte Helt, der ſtaar paa Troias Grund,
er og den Førſte, Erebos ſkal ſkjule.“
„Proteſilaos“, raabte alle Munde,
„det ſorte Varſel peger paa dit Navn!“
Men han ſtod freidig i ſin Snekkes Stavn,
og vendte Blikket kjækt fra Hjemmets Lunde.
Og ingen Rædſel holdt hans Mod tilbage;
han drog fra Tempes underſkjønne Dal,
og havde trodſet i sin Afſkeds Kval
Laodamias elſkovsfulde Klage.
Men da de hule Skibe kunde ſtandſe
den lange Reiſe ved Dardaners Kyſt,
da vilde Ingen ile frem til Dyſt,
hvor Hektor ſvingede den tunge Landſe.
Kun han, ſom Guders Vilje havde kaaret
til Vei at bryde for Achæers Hær,
Proteſilaos, voved Livet der,
og ſtred paa Stranden, og fik Baneſaaret.
Mens Hær-Skrig gjalded og mens Vaaben funkled,
henſtrakt i Støvet laa den ædle Helt.
Der bragtes intet Bytte til hans Telt;
i Tiaarskampen blev hans Ry fordunklet.
Men ſiden bares han til Ærens Tinde;
hans Navn blev regnet i Heroers Tal,
og Folket vandred til hans Tempelhal,
hvor Hymnens Røſt bevarede hans Minde.
Og fra de ſtraalende Heroers Alder
gjenlyder endnu denne dybe Røſt:
„Hvo der gaar foran i en Alvorsdyſt,
han ſeirer ei, — han kæmper kun og falder“.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer