Orpheus
Apoll indviede hans unge Bryſt,
og gav hans Lyre underbare Strænge.
Saa dybt som Orpheus’ Toner kunde trænge,
gik ingen anden Oldtidsſangers Røſt.
Han bragte Skovens Udyr til at lytte,
ſelv Løvens grumme Vildhed han betvang;
Træer og Stene har han kunnet flytte
blot ved ſin Sølverlyres milde Klang.
Og da han fordrede, ved Charons Elv,
af Dybets Drot ſin Elſkede tilbage.
da har hans Spils vidunderlige Klage
ſmeltet og overvundet Døden ſelv.
Orpheus har ſeiret i det mørke Stevne,
hvis Rædſel ſtandſer Dødeliges Blod,
og derfor er guddommelig at nævne
hans Sangerdaad, da han i Dybet ſtod.
Men, da det ſtore Under var fuldbragt,
og Dagſkjær glimted alt i dunkle Gange,
ſtandſede Orpheus, bævende og bange,
og fatted ſelv ei sine Toners Magt.
I denne Prøve ſeirede han ikke;
thi ſkjønt den Elſkte vandred i hans Fjed,
han ſaa ſig om med Tvivl, — og for hans Blikke
hun ſank igjen til Skyggeriget ned.
Saa jammerbringende er Tvivlens Gru!
Ved den alene kan vi Alt forliſe;
ſelv Tankens Liv gaar tabt, som Eurydice
naar denne Dæmon raader i vor Hu.
En Gud i os har al vor Stordaad øvet,
en Gud maa bringe os vor bedſte Skat;
men Tvivl er Afmagt og en Søn af Støvet,
der fører nedad i den gamle Nat.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer