Tantalos
Med Guderne var Tantalos fortrolig.
Han hørte deres ætherlette Fjed;
han vinked dem, og til ſin lave Bolig
han drog Olympen ned.
Til alt det Held, de Himmelſke ham bragte,
Kroniden ſkjænked ham et Overmaal,
da Hebe krandſede hans Lok og rakte
ham Guders Nektarſkaal.
Han tømte bævende det fulde Bæger,
og følte Himlens Flammer i ſit Bryſt;
men ak, — med Savn, ſom ingen Guddom læger,
han gjenſaae Jordens Lyſt.
Og derfor ſiger os den dunkle Mythe,
at Hebes Drik er bleven ham til Kval,
og at han boer, som Eumeniders Bytte,
i de Fortabtes Dal.
De ſøde Druer hænge tunge over
hans hede Pande i hans Marterſtund,
og Elven hæver ſine klare Vover
og ſpiller om hans Mund.
Men Elvens Vover og de ſøde Druer
bortvige atter i det ſamme Nu,
og Intet kjøler mer de Længſelsluer,
der næres i hans Hu.
Thi hvo der en Gang Salighed har drukket
af Guders Bæger og af Hebes Blik,
hans Tørſt kan aldrig ſiden vorde ſlukket
ved nogen anden Drik.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer