Huldrens Løfte

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Stranden er ſteil, og Fjorden er trang,
dens Bølger gaae for en ſagte Vind;
Bonden ſynger en gudelig Sang,
og ſtyrer ſin fattige Baad derind.

Da vaagner Huldren i Klippens Vraa,
og nynner for Bonden et andet Kvad:
„O, havde Du Skatten, jeg ſidder paa,
din Stakkel, da blev Du viſt meget glad!“

„Har Du vel hørt om den gamle Drot,
der ſad heroppe i Gildehuus?
Mjødhornet brugte han altfor godt;
de brændte ham inde under hans Rus.“

„Men Ringe og Plader af fagert Guld
faldt glødende ned paa min Kjelderbund.
Det ſkinner ſaa lyſt i den ſorte Muld;
læg hid til Stranden, og tag det kun“!


Og Bonden holder mod Stranden hen,
og ſtirrer paa Uren ſaa ſtivt han kan;
da gaaer der et hvinende Kaſt fra den,
da hvirvler Søen ſom Støv og Sand.

Da er han i Vinden, da krænger hans Baad,
han bjerger Seilet med megen Nød;
hans lappede Kofte er drivende vaad,
hans Davrepoſe er lagt i Blød.

Da ſiger han alle de Bønner, han veed,
og ſynger paany en gudelig Sang;
men Huldren raaber fra Fjeldet ned:
„Jeg driller Dig dog hver eneſte Gang!“



ifra diktsamlingen Nyere Digte av Welhaven


Ris, ros og synspunkter
Norske Dikt welcomes all comments. If you do not want to be anonymous, register or log in. It is free.