Huldrens Løfte

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Stranden er ſteil, og Fjorden er trang,
dens Bølger gaae for en ſagte Vind;
Bonden ſynger en gudelig Sang,
og ſtyrer ſin fattige Baad derind.

Da vaagner Huldren i Klippens Vraa,
og nynner for Bonden et andet Kvad:
„O, havde Du Skatten, jeg ſidder paa,
din Stakkel, da blev Du viſt meget glad!“

„Har Du vel hørt om den gamle Drot,
der ſad heroppe i Gildehuus?
Mjødhornet brugte han altfor godt;
de brændte ham inde under hans Rus.“

„Men Ringe og Plader af fagert Guld
faldt glødende ned paa min Kjelderbund.
Det ſkinner ſaa lyſt i den ſorte Muld;
læg hid til Stranden, og tag det kun“!


Og Bonden holder mod Stranden hen,
og ſtirrer paa Uren ſaa ſtivt han kan;
da gaaer der et hvinende Kaſt fra den,
da hvirvler Søen ſom Støv og Sand.

Da er han i Vinden, da krænger hans Baad,
han bjerger Seilet med megen Nød;
hans lappede Kofte er drivende vaad,
hans Davrepoſe er lagt i Blød.

Da ſiger han alle de Bønner, han veed,
og ſynger paany en gudelig Sang;
men Huldren raaber fra Fjeldet ned:
„Jeg driller Dig dog hver eneſte Gang!“



Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.