Sjørøversang

(AF VICTOR HUGO)

Fra Banken bort den kristne Fisker
      føre vi i hundredviis,
og til Seraljets Paradiis
      fra Kystens Klostre Odalisker.
Fra Mogadors forbrændte Strand
      og til Catania Galejen skumme,
og alt i alt ombord i Rummet
      vi ved Aaren vare hundred Mand.

Iland et Kloster iagttages.
      Ankret kastes under Land;
og nær derved paa hviden Strand
      en Klosterjomfru strax opdages.
Hun slumred under en Platan
      nær Brændingen, hvis Brusen hun ei hørte.
Og alt i alt Galejen førte
      jo ved Aaren hundred raske Mand.

Skjøn-Jomfru, tys! Med os du drage!
      Vinden blæser gunstig. Kom!
Du bytter blot dit Kloster om:
      et Harem vil dig meer behage.
Vi gjør dig til Mahomedan;
      alt Foraarsfriskt Hans Høihed lifligt smager.
Galejen, som fra Kysten jager,
      har ved Aaren hundred raske Mand.

Hun til Capellet vilde rømme.
      "Ha, Sataniske! I tør . . ?"
"Just" -- skreg Captainen -- hvad vi gjør!"
      Forgjæves hendes Taarer strømme.
Ombord flux hende bærer man;
      Den Armes Raab og Klager Ingen hører.
Afsted! Captainsgalejen fører
      jo ved Aaren hundred raske Mand.

Meer skjøn hun var i sine Qvaler:
      hvert et Blik en Talisman.
Hans Høihed kjøber hende; han
      med tusind Tomans det betaler.
Hun skreg nok: "dø jeg vil og kan!"
      men fra en Nonne blev hun Sultaninde.
Captainsgalejen havde inde
      jo ved Aaren hundred raske Mand.