Sommerens saga - II. JULI

    Hun
Hvor tyst her er blit! Ingen stigende sang.

    Han
En faar da vel bli fornuftig en gang.

    Hun
Ikke vet jeg, hvad du kaller fornuft.

    Han
Hvem lever av sang og godveirsluft?

    Hun
Sangen, jeg hørte, var eder, du svor,
var løfter, du gav i seirende ord.
    
    Han
Eder, som sverges ved kvinnebarm,
de gustner og dør i livets larm.

    Hun
Sangen, jeg hørte, var blod, som gik
med længslers musik.
    
    Han
Merk for et tungsind her under løvet!
Naturen mæt. Dens gjerning øvet.

    Hun
Altsaa er «flyetiden» forbi?
    
    Han
Har ikke mer at si eller gi.

    Hun
Men det har jeg!

    Han
  Da gaar det dig ilde.
Tak for i vaar og farvel, du lille!