Sommerens saga - VII. DEN GANSKE UNGE MAND

Som ravn følger ulv, naar en vinter blir for streng
i haab om blodig bytte, som hai følger skuten,
slik har jeg støtt bak mig paa min vei, i min seng,
et blik, jeg vist ikke mer kan leve foruten.

Hun gav mig, den skjønne, en forgiftende drik.
Jeg tømte den til bunds, og da jeg hadde drukket,
møtte jeg for første gang hans haanende blik:
«Hvem eier denne kvinde?» Hna lo, saa det klukket.

Han bor i dit smil, sitter gjemt i dine ord,
og træffes vi i løndom, gaar han tæt ved vor side.
Manden i dit liv! Altid veirer jeg hans spor,
og jeg kjæler for kval, jeg uskyldig maa lide.

Det slemme: At jeg ikke kan skille jer to,
fordi jeg nu engang er onde makters bytte.
Jeg hater min elskov med hatets neb og klo
og tør ikke miste den. Hvad kan det saa nytte?

Hvor ulv jager ren, flyr en byttelysten ravn.
Over vandskorpen skyter en varslende finne.
Ak, selv naar jeg hviler som best i hendes favn,
har jeg aandet i sorg: Hvem eier denne kvinde?

En ting, som jeg vet, men det aner ikke du:
Den dag, han dunster bort, er eventyret ute.
Intet ravnskrik i luften som nu, ak, som nu.
Ingen hai, som glir rovsyk, skjønt tyst bak min skute.

Da puster jeg ut: Jeg er fri, jeg er fri!
Og stunden, jeg higer mot, jeg vet, den vil komme.
I øret synger livets: Forbi er forbi!
Og derpaa? Kanske stirrer jeg ind i det tomme.