Studenter-sangforeningens vise.
Nu, brødre, en sang istem,
dens lyse følge svinge frem!
Op af den slår kærligheden,
men foran går sejers-glæden,
og rundt omkring den blomster-sæd
på forårs-længsler drysser ned!
Alt vide med sang vi fór,
og minner blinker i vort spor
i faner og fjærne venner,
i kranse fra kvinne-hænder,
i festers fryd med ungdoms-dåb
i folkets fortid, folkets håb.
På Halden en sol-klar dag
det gamle, gennemskudte flag
har vajet igennem sangen,
har manet igennem klangen
med rødme af hin stærke brand
i helte-død for fædreland.
Mod Arendal vor sommer-vej
"til magt og ros!" - den glemmes ej! -
Blant flåden inover dybet
på toner gled sanger-skibet:
til Norges skibs- og handels-flor
vi vilde give hejse-kor.
Vi mødte i Bergens by
det gamle favnet af det ny.
End ljomed fra fjældet luren,
kong Sverre stod i naturen;
men frisk og fuld af nuets lyst
slog sangen op af folke-bryst.
Upsala, Lund og København,
der tændes sange i hvert navn!
Der bandt vi med harmonier
en tre-klang, vi Norden vier:
den er i vældigt kor engang
Norrøna-stammens enheds-sang!
Frisk mod da og vidre frem:
hvor vi har ekko, har vi hjem!
Vor fremtid i sangen blåner,
vor fortid i den ej gråner,
alt mens vi vandrer mand ved mand
og synger sommer i vort land.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer