Svalen

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

ET SKJÆRSOMMERMORGENS-EVENTYR FOR MØDRE, SOM HAVE MISTET BØRN MIN SØSTER AUGUSTA PAA JELSØ FORTALT


Salig, salig er den Skabning,
    baade Menneske og Dyr,
    som, det første Dagen gry'er,
    endnu medens Nattens hvide
    bløde Taager sig fornøje
    med langs Bækkene at glide,
    førend langsad Østens Høje
    Solens Leir af Purpursky'er
    sine Telterækker spænder,
    Gud den første Hilsen sender,
    første Hilsen, første Lyd
    af det Skabtes Tak og Fryd!

Uden Ord, dog er dens Klang
    fyldig Knop af Ord, et Hylle
    for en herlig Tempelsang,
         og den gjemmer
    i sit Udraab Chor af Stemmer,
    som de Himmelske fortrylle.
    Som i Knoppen
    Palmetoppen
    med de høje gyldne Fjere
         allerede
         er tilstede,
    ligger i den første Lyd
    af den vaagne Skabnings Fryd
    Psalmens Høihed, Hymnens Ære,
    Bønnens Magt, trefoldig stærk,
    mægtig til et Underværk.

Bed da førend Spurven qviddrer,
    at dens Uskyld ei dig røver
    Æren, som din Skyld behøver!
    Bed da førend Aspen zittrer
    i den første Morgenvind,
    endnu medens Duggen glittrer
    over Nattesfinxens Spind,
    medens Tidslens Fjederhatte
    hvidne af dens Perleskatte,
    førend Engens Klokker blaa
    endnu har begyndt at gaa,
    slagne an til Ottesang
    af et Vindpust, med en Klang,
    som ærbødig Englens skarpe
    Øre over Sky fornemmer:
    hvor i deres Dyb de tunge
    Sølverblomsterkolber runge
    over alle disse Stemmer,
    susende fra Græssets Harpe.

Da benaades vil, kanhænde,
    med et Eventyr din Sjel,
    som i Himmelen vil ende;
    Aanden, hen i Syner reven,
    i Henrykkelser forvildes,
    mens dit Øje, i Sekunden,
    den er i sin Flugt forsvunden,
    ligner blegt en bortebleven
         sjunken Kildes
    aabne tomme hule Grav.
    Mens det synes som du blunder,
    somom Syn og Sands er borte,
    gribe Englevinger under
    Tankens ørkesløse Svæven
    langsad Dalens Taagebund,
    og i Bønnen fra din Mund,
    i den første Lyd deraf,
    øres du af en Seraf
    gjennem Paradisets Porte,
    og Du faaer, som aarlest beder,
         en Sekund
    af de Frelstes Saligheder
    for den tabte af din Blund.

Thi naar Nattens Stjernekroner
    sænkes ned i Hvælvets Sale,
         Aander dale
    ned med dem, og tause lytte,
    Menneske, de ved din Hytte,
    om ei aarlest derifra,
    ei fra Fuglens Rede, toner
    Skabningens Halleluja.
    Og den første Bøn ledsage
    de med jublende Musik
    til Miskundsomhedens Øre;
    ja, naar ingen de fornemme
    fra de følesløse Munde,
    døde som de lukte Blik,
    lytte de med Mismodsklage
    til den første Fuglestemme
    fra de taageslørte Lunde.
    Held da aarlest Sanger! Leide
    vinder han i Falkens Feide;
                Engle vare
    ham mod Fuglefængersnare;
                Skyttens Piil
    samler Dug kun i sin Iil,
    gjennemborende det Blad
    under hvilket Fuglen sad;
    gyldne Kugle over Kirken
    ikke mere sikker glimrer
    end aarvaagne Sisiks lille
    gyldengrønne Bryst, der skimrer
    frem fra øverst Top paa Birken,
    mens han hvirvler ud sin Trille,
    dristigt vendende sin Bringe,
    som beskyttet
    af et Tryllepandsers Ringe,
    mod en Høg, som over Byttet
                i den høje
    Furu blunker med sit Øje.

Bed da aarle til Din Skaber,
    at Du ei mod Fuglen taber,
    at ei, efter Engles Dom,
    den er mere god og from!
    Lad med dem din Tanke mødes
    førend Morgenskyen glødes,
    før aarvaagne Lærkes Slag
    vinder Himmelens Behag!

Førend Erlen gaar i Badet:
    (det i Alchemillebladet)
    førend Duggens Perler fulde
    af Konvallens Skaaler rulle,
    endnu medens Rosens hede
    Læbe suger paa dens Iis,
                  maa du bede,
    yde Skaberen din Priis!


ROSENBUSKEN OG SVALEN[rediger]

Ak, hvor var imorges vel,
    før det dagede, min Sjel?
    I en Bøn, skjøndt uden Mæle,
    jublende, skjøndt lydløst sagte,
    kun med Ord af Hjertebanken,
    pralte jeg idag med Tanken,
    at af hele
    Skabningen, af alle Sjele,
                  Gud jeg bragte
    første Hilsen fra det Skabte.

-- Over perlehvide Enge,
    endnu medens Hvenegræsset
    luded fuldt af Dug belæsset,
                  Blikket længe
    irred om, indtil det tabte
                  sig medeet,
    blindt for alt, i Dunkelheden
    af de Rosenhegn, som stænge
    rundtom Engens lille Eden;
    og min Sjel forsvandt med det.

                  Ha, derunder Buskens Nat
    hvor det glimred, hvor det gløded,
    hvor det lyste i det dunkle
    Tusmulm i det tætte Hegn!
    Som om alle Qviste bløded,
    draabemodne Rosenknopper
    overaltifra fremfunkled,
    ludende mod Jorden ned,
                  liig en Regn
    af Rubiner og Koral,
    Carneoler og Agat,
    tryllebunden i sit Fald.
    Som om alle Blade græd,
                  hang en Skat
    af demantne Taaredopper
    stjernestraalende derved.

Da, imens med anspændt Agt
         Øjet stirred,
    indtil Synet sig forvirred,
    paa den Flors Vidunderpragt,
    var det som om Sind og Sands
    kom i Flamme af dens Glands,
    som om Rosenbuskens Brand
    tændte mine Tanker an,
    og min Sjel blev reven hen
    hen igjennem Himmelen,
    hen i Luers Flugt, -- hvorhen?
    Ei jeg vidste, men jeg søgte,
    medens Flugten sig forøgte,
    mens mit eget Selv jeg tabte,
    Ham, der mig og Busken skabte.
    O, det var en Bøn, saaledes
    som af Himlens Aander bedes:
    uden Tunge, uden Klang,
    kun med Følelsernes Rhytmus,
    Tankens stumme Bølgegang,
                  Sjelens Tale,
    den hvis Ord, de tause, klare,
    paa dens dunkle Dyb sig male
    som en Stjernebilledskare,
    men i flyvende Omskiften
    af bevægte Straaletræk,
    som om, Nattens Bund henover,
                  Stjerneskriften
    løb i Skjønhedslinjers Vover
    snelt som Talen veires væk.

Da, da hændte det min Sjel,
    da i Bøn til Gud den steg,
    medens Jordens Syner veg,
    som om den var sagt Farvel
    med den Dødes Læbe bleg,
    da mod Himmelen -- saa snel,
    som fra Bunden af en Kilde
    Stjernedraaben, hvert Minut
    ud af dens Krystaller skudt,
    sig mod Speilets Flade skynder --
    andagtsluende den il'de,
    mødte den, paa Grændsen af
    Skuet over Jordens Ynder
    og de Frelstes Paradiser,
                  hvor dens Tinder,
    som et omvendt Stjernehav,
    en for en, som slukt, forsvinder,
    mens den gyldne Linje viser
    sig af Palmerne, som lukke
                  Edens Dale
    fjernt i Øst, hvor de fremdukke,
    mødte den en eensom Svale.

Ha, mon Jorden den tilhørte?
    Da har den, ei jeg Fortabte,
    aarlest bragt af alt det Skabte
    Morgenhilsenen til Gud.
    Eller mon et Vindkast førte
    den fra Paradiset ud?

   O Gud er miskundelig! Han seer Afmagtens Hjerte, og han
benaadede min Sjel med et himmelskt Eventyr.

Yderst udpaa Svalens spændte
                  spidse Vinger
    tindred med en Glands, der blændte,
    tvende Draaber ætherrene,
    uden dog, hvor kjækt den svinger,
    ned at rinde derifra.
    Regnens Dryp paa Træets Grene,
    Barnets Graad, Krystallen klar
    sorte Kul imod dem var,
    saa jeg tænkte: har den da
    i en Lysets Kilde taget
    sig et Bad alt før det daged?
    Eller -- mumlede en Tanke,
    myggekjævet, fluemundet,
    siden Svalen den misunded,
    fuld af ond Bagtalens Givt --
    skulde den, som vildt kan vanke,
    have i en Klipperivt,
    der hvor Fjeldets høje Branter
                  styrte ned,
    stjaalet sig et Par Demanter
    forat pynte sig dermed?
    Hvi er Skjønhed saa forfængelig?
    Hvi . . ?


   Gud er retfærdig. Han taaler ingen ond eller smaalig Tanke
i sine Himle. De forstøde den som den høje Lufts rene Kulde
øjeblikkelig støder Dampen tilbage som Iisslag til Jorden. Før
jeg fik fuldendt, befandt jeg mig atter paa mit Sted med Blikket
fæstet paa Rosenbusken. Endnu var der en natlig Dunkelhed
under dens Hæng, Spurven sov endnu paa Taget, Natsvinxerne
havde taget Farvel med Skabioserne, men ingen Sommerfugl var
ude endnu.
   Da var det somom Rosenbusken aabnede alle sine Knop-
per, og svarede mig som med tusind sladdrende Munde: "Lad
Fluerne og Myggene bagtale Svalen, den yndigste og letteste af
Luftens Fugle, Sommerens velsignede Budskab, den, som under
Nilens Palmer tænker kjærligt paa, at Granerne høit i Norden
vente sørgmodige paa dens Komme. Den sov under mit Telt
inat. Jeg gav den at spise af min Honning, Dugg at drikke af
mit lifligste Bæger og Draaber af min fineste Balsam med paa
Reisen. Thi hvorfor skulde jeg være skjøn og ikke have et godt
Hjerte?
   Nu svæver den fyrige Utrættelige rastløs ud over Verden, ud-
over Menneskene, forat dryppe sine Balsamdraaber i det dybeste
Saar. Thi hvorfor skulde Fyrigheden, Skjønhedens Beiler, ikke
have et godt Hjerte?"


-- -- Atter hæved
    sig min Sjel. Jeg Svalen saae,
    sænkende sig under over
    Skyens melkehvide Vover,
    og jeg frydedes paany.
                  Hvor den svæved!
    hvor den svinged i det Blaa,
    solforgyldt, skjøndt i sit Gry
    Solen bagom Aasen laae!
    Hvor den svinged! hvor den svæved,
    somom den optrak i Luften
                  med sin blanke
    Vingespids et straalelet
    gylden- og blaastribet Net!
    Jeg den fulgte med min Tanke
    hvor dens Flugt mon videst vanke,
    hvor de Balsamdryp, den bar,
                  foran tindred
    som et Tvillingstjernepar.
    For mit Blik sig vidt udspændte
    Strøg paa Strøg, jeg ikke kjendte,
    Egne, som jeg ei erindred.
    . . Ha, det Brogede dernede,
    Skyggerne, som sig udbredte,
    Slangelinjerne, som vrede
    sig henad den grønne Slette,
    Jordens Kongeriger var.

Længe over Kongens Borg,
    længe, somom tryllebunden,
                  Svalen svæved,
    somom Jordens største Sorg,
    tungere end Armods nagne,
    under Kongens Purpurkaabe
    hermelinbaldyret leved,
                  somom Vunden,
    Utaknemlighedens slagne,
    var i Kongens Hjerte funden
    hvori den sin Balsamdraabe,
    kunde dryppe stille ned,
    fuld af meer livsalig Fred
    end den Tempelolje, som
    salved ind hans Kongedom.

-- -- Ogsaa over mig den standste,
    rysted Vingen allerede,
    saa de dyre Draaber bævte.
    Men da den medeet fik see,
    at jeg endnu kunde lee,
                  at min Vrede
    i mit Bryst, det blomsterkrandste,
    aldrig over Aftnen levte,
    dalte den paaskrømt kun ned,
    pilende igjen afsted.
         -- -- At og fram
    fløi den over Armods Gam;
    cirkled om den Syges Leje,
    hvor der ikke haabtes meer;
    strøg med sine Vingefjer
    over en Forældreløs,
    stødt af Frænder og af Præst
    ud paa vilde Alfarveje;
    nærmede sig allermest
    stakkels jamrende Forførte,
    fødende paa stenig Røs
    uden at man Klynken hørte
    paa de øde Grændseheje;
    syntes at sin Flugt den loved
    Hvile paa en Enkes Hoved,
    som vanvittigen omfavned
    Graven over den hun savned.
    Men bestandig fra sin Dalen
    hævede paany sig Svalen,
                  somom stedse
    større Smerte den erindred,
    bærende i kjække Kredse
    gjennem Luften trygt og fast
    sit demantne Balsamdryp,
    der fra Vingespidsen tindred
    klart med Stjerneskudets Hast.


   Ak, hvad Sorger kunne være store som Kongens? smerteligere
end Utaknemlighedens skjulte Vunde? hvilke Sorger vildere end
den Forfulgtes, tungere end Armodens? hvilke Smerter dybere
end Angerens, bittrere end den Forladtes?


Der maa være en tilbage,
    en, som dybere maa nage,
    endnu en, som værre lider,
    uden Lise i sin Klage,
    uden Maal i sine Qvider,
    uden Tanke, Trøst og Raad,
    hadende at kunne haabe,
    gysende for at opdage
    en Helbreden for sin Smerte,
    Bund og Grændse for sin Graad.
    Thi medeet sin Balsamdraabe
    Svalen skjænket har et Hjerte.
    Ei den længer kunde tvivle,
    hvor tilsidst den skulde hvile,
    hvem med største Ret tilkom
    den velsignte Lægedom,
    da den over Barnets Liig
    saae en Moder bøje sig.

-- -- O Augusta! o min Søster!
    Du, Du er den Lykkelige,
    i hvis Smertes dybe Vunde,
    somom Stjerner smelted, Draaber
    af en himmelsk Balsam runde.
    Sendebud fra Himmerige
    kummersyge Hjerte trøster
    med en Hilsen fra din Datter.
    Alt Du smiler, thi Du haaber;
                  og Du atter
    seer som Rosenbusken op,
    fra hvis Rigdom faldt en Knop.

ROSENBUSKENS FORKLARING[rediger]

   "Se!" hviskede Rosenbusken paa Engen atter -- og en Knop
aabnede sig for hvert Ord i dens Tale, saa den lød som et Klokke-
spil -- "se, hvorfor jeg elsker Mødrenes Sorg." Og den lettede
sit rankende Hæng op, mens alle dens Rosers Læber lukkede
sig til Taushed som under eet eneste Fingertryk, og spidsede sig
oprette som til et Giv Agt. Og jeg saae da under dens Dunkel-
hed en liden Forhøining af Græstørv, ikke større end et Brød,
med et sort lille Pindekors nedstukket deri, og jeg vidste, fordi
mit Hjerte sagde mig det, at der, under den trofaste vogtende
Busk, havde en ulykkelig Moder i Eensomhed jordet sit Barn.
   "Spørg ikke!" sagde Rosenbusken atter, idet den nedlod sine
Grene og dens Blommer aabnede sig. "Men vil du vide meer
hvorfor jeg elsker Mødrenes Sorg, da vid, at en Svale har bragt
mit Frø fra Maria's, Jesu Moders, Grav i Bethania, at Kjærlig-
hed har været lykkeligst og ulykkeligst i min Skygge, og at en
Moders Hjerte der er brustet".
   "Ak!" -- udbrød jeg -- "der maa være meer Sorg paa Jor-
den. Thi jeg saae, da du aabnede dit Skjul, at Svalen, som jeg
syntes svævede over Aljorden, boede atter i dets Indre, at den
drak begjærlig af dine Bægre, og gjorde sine Fjedre glindsende
i din liflige Olje".
   "Hvad du har seet!" -- svarede Rosenbusken med sin skjøn-
neste Knop -- "er kun et Billede paa det Himmelske. Svalen
bader sig i min straalende Dugg, og fører min duftende Balsam
udover Engen, men Trøstens Balsam kommer fra den himmelske
Kjærlighed, der omspænder Verden ligesom mit Rosenhegn be-
grændser denne Mark. Børns uskyldige Sjele boe i dens Favn
som de flagrende Smaafugle i mit Indres Dunkelhed. Dit Øje
maa have mødt Svalen; men din Sjel en kjærlighedsfuld Engel,
et Barns Aand, der vilde trøste sin Moder."



Ha, hvorledes! Busken skulde
    have Sandheden fortalt?
    Jeg da have Verdens Alt
    seet i den blomsterfulde
    rosenbuskomhegnte Vang?
    seet hele Jordens Sorg
    i de Blommer, som saa bøjde
    under Duggens Tyngde hang?
    hist i stenig Røs en Borg?
    og i Kongelysets Pragt
    Kongen selv paa Borgens Højde?
    seet eget Selv i Ranken,
    hvorpaa Nesler gjøre Jagt,
    saa den flyver over Planken?
    Fattigdommens Nød og Neppe
    i hiin kummerlige Skreppe?
    Haabløs Syg, for hvem kun Døden
    er den eneste Forandring,
    i den gulnende Konvall?
    En Forældreløs paa Vandring
    hjemmefra sin Fædredal,
    alle Frænders Dør forbi
    viist blandt Fremmede i Nøden,
    i et ensomt, brunliggraat
    Græsstraa, midt paa vilden Sti
    opskudt hvor den meest er traadt?
    Seet Enkens Kummer i
    eenlig, nattespindomslørte
    Klokkeblomst med Graad i Øjet,
    over knuste Sidestengel
    knælende med Hov'det bøjet?
    Den af Mennesker Forstødte,
    af en Djævel fult Forførte,
    af sin Engel
    i den værste Stund Forladte,
    Hende, som blandt Stene fødte,
    skulde jeg i dødsenshvide
    Steenbræk have seet at lide?

Da har Rosenbusken qvalt
    denne Gang med Vilje Hanget
    til Vidundereventyr,
    Fantasien vild og yr
    inden Sandheds Grænser fanget,
    og kun denne selv fortalt.
    Øjet har i Luftens Øde
    truffet med en Svale Møde:
    (Rosenbuskens Gjæsteven)
    ørkesløst forfulgt hver Bugt
    af dens hvileløse Flugt,
    mens min Sjel i Himmelen,
    over Synets Grændser stegen,
    seet har, men ikke kjendt,
    liden Engel, fra Guds egen
    Naadekjærlighed udsendt
    forat trøste dybest Smerte:
    skyldløs Barnegeist, der skulde
    gyde Trøstens underfulde
    Balsam i sin Moders Hjerte.
    Og forvexlet i hinanden
    har sig Øjets Syn med Sindets
    i fantastisk Sammenblanden.
    Dog, om rigtigt jeg har mindets
    Engelen, den hulde Trøster,
                  tør jeg gjette,
    at den var, min elskte Søster,
                  ingen anden
    end dit eget Barn: Alette.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.