Ved bankkasserer Peder Øvergaards grav, den 27de oktober 1841.

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Før Jordpaakastelsen.

    Nu græde Mænd -- o elskte Døde!
          nu græde Mænd for Dødens Magt.
    Som disse gustne Blades Møde
          paa Gravens Rand er Venskabs Pagt.
    I frodig Krands de sad som Vi,
          nu hvirvles de ad Stormens Sti.

    Se Levningen i disse Blade
          af Høstens bittre Spottedigt,
    Triumfen hvormed den kan hade
          hvad Somrens er og Somren ligt.
    Den Ham ei kunde elske da,
          vi skilles blegnende ifra.

    Thi blid var ingen Sommermorgen
          som Hans Gemyt; som Hans saa blødt
    var Hjertet ei, hvis Glød forborgen
          gjør Rosens Aasyns Smiil saa sødt.
    Saa mild var ingen Sommerqvel
          som Han, vi hulke vort Farvel.


Efter Jordpaakastelsen.

    Nu er Hans Sjel saa lys og herlig
          som Paradisets Morgengry.
    Lad Klagen derfor, vild, men kjerlig,
          med disse Høstens Blade fly!
    Han, som var vor, er Engles Ven.
          Han bliver vor engang igjen.



Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.