Til boghandler Johan Dahl.
Og dette skal være hr. værtens skål!
- "Hurra!"
Men medens vi synger en vise, giv tål!
- "Å-ja!"
Ti først skal I høre, hvad han fik at gøre,
da hid til vort røre han lod sig forføre,
blant hav-skærets ørne
og Vergelands bjørne,
- hu-ha!
Han kom så uskyldig som lammet om våren,
- o, ve!
Så "køn" og så fin og troskyldig ny-båren
som sne.
Det yndige kød blev straks hugget til karse,
og siden af Vergeland inkogt som farce
og muntert fortæret,
og knokler foræret
i grams!
Men dristig som bukkene, Asator køred,
han sprang
tilsammen i skinnet og gav dem på øret
med klang!
Det kunde de like, han havde sig slaget
til broder, og optaget var han i laget!
Og snart var der ingen
mer elsket i ringen
end Dahl.
Fra boden dernede et lys over landet
der steg.
I stuen deroppe sig heltene blanded
til leg,
og derfra gik smagen, kritiken og moden,
et stykke af Norge blev formet i boden.
Den lille har minner,
historien finner
dem nok!
For hvad du har tændt og har udholdt og strævet,
vor tak!
For kræfterne, som du har glædet og hævet,
vor tak!
For alt, du i god tro har ivret og snakket,
ja, for dit velsignede hjærtelag takket,
du snurrige, sære,
du gamle, du kære,
vor tak!
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer