Til en jevnaldrende

Ikke fortap dig i vemod, min broder paa bænken.
Sandt nok, at urnen, vor urne, staar ventende tom.
Inden vi fylder den snart med vor dødskolde aske,
gavmilde som vi er, gløder vi endda en stund.
Længe nok har vi nu sittet og døset og murret
her paa vor bænk, set strømmen, som hvirvlet forbi.
Og hvoror? Og hvortil? Hvad kan det vel altsammen nytte?
Og hjertet en giftbyld av skuffelser, bitterhet, nag.
Se dig omkring! Se, derborte staar bjerken og brænder!
Lønnen, den gamle, har krone av flammende guld.
Vemod er avmakt. Som lønnen og bjerken og eken
vil vi os gløde til aske. Praktelskende høst!
Sandt nok at ungdommens tid er forbi. Og saa vidre.
La urnene vente! For at bli aske og støv
maa vi i ilden. Den kalder med livsrøde tunger.
Og dø, vil vi to som uselvisk kjempende mænd.