Til en ung pige
Tro mig, Dens Graad, hvis Smiil er ømme,
hvis Blik er godt, blier mild og let
som den en Rosenbusk idrømme
en tusmørk Sommernat har grædt.
I aabne Træk har Skjebnen alt
det gode Hjertes Liv fortalt;
og anden Stjerne kan ei spaa,
tro mig, end rene Øjes Blaa.
Der vil ei blive megen Smerte,
ei mere bitter Taarestrøm,
end Brudens ved Venindens Hjerte,
end Barnets efter yndig Drøm.
Men Sol vil skinne deiligt ind,
og hedt vil gløde Rosens Kind.
Og Livets vaagne Blik forbi
gaaer Barndomsdrømmens Fantasi.
Naar eensom i min Høst jeg sanker
mit Livs Erindringer engang,
med en af mine egne Tanker,
med yndigt Billed i en Sang,
med digtersk Syn en Morgenstund,
der bragte Sang, ei Guld, i Mund,
forvexles Du -- et Billed i
mit eget Levnets Poesi.
Som Busken over Muld har regnet
en Sommernat sin Blomsterpragt,
saa Morgnen finder Marken tegnet
som blomstbaldyret Brudedragt,
er alt hvad skjønt min Geist har tænkt
din dunkle Fremtid forud skjænkt.
Min Fantasi har den bestrø'd.
Den Blomst ei har dertil for sød.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer