Et reent blad papir
(I EN VENS STAMBOG)
Kun af Tankearme bli'r
du foragtet, reent Papir:
kun af Den, der seer sit eget
Øde i din Tomhed præget,
uden at det kan, som denne,
under tankefulde Penne,
blive af Ideer dækt.
Det med samme sky Respekt
som en Jomfru jeg betragter,
af hvis Væsen Skabermagter
trylle kan en Adamsslægt,
uvist om, dog lige let,
englegod, om djævleslet
-- uvist netop som om hvad
skrevet bli'er paa rene Blad.
Arket, som i Spalter blanke
fange kan Geniets Tanke,
bedre er i skyldløs Tomhed
end beskrevet fuldt af Dumhed:
Linje ud og Linje ind
strømmet af en Skriblers Sind
over Blad, der kunde være
enten Rum for Aanders Flugt
eller reent som Jomfruære,
hvidt som Serafiners Fjere
-- o hvad Synd, at det blev brugt!
o hvad Synd! jeg kunde græde
til med Flammen af min Vrede
Øje, Sands og Liv blev slukt.
Tænker jeg, hvor let og snart,
af en trofast Ven bevar't,
eller af en Hvirvelvind
i afsides Krog blæst ind,
af den Lap jeg overleves,
hvorpaa mine Navntræk skreves:
gyse for den jeg da maa
som om just jeg rabled paa
netop den af disse rene
Kirkevæggens kalk'te Stene
under hvem engang et Hul
rodes op for mig iskjul.
O, hvor vil det ikke vare
førend Regnen pidsker af
disse dumme Træk, der svare
Hver, som spørger om min Grav!
O hvor længe, førend badet
Tiden Skriften har fra Bladet!
Først med sidste gule Træk
blegner al Erindring væk,
og da fulner ogsaa Hadet.
-- Ak; men før jeg seer mig ad
har jeg skjændet dette Blad.
Mørke Linjers Slangerækker
jo dets Reenhed alt bedækker,
og dets Glands er alt forsvunden
som en Speiles sat for Munden.
Sortnende forsvandt den i
Suk af min Melankoli.
Utaknemligt! Dette Blad,
fromt som Æbleblomstens dalte,
kjært som Lappen, jeg bemalte
med mit allerførste Qvad,
hører ei til denne tætte
Snee af Blade, som vil trætte,
der af Landsmænds blinde Harm
ilinghvines i min Barm,
ei til Haglen af Karteller,
som et døgnopløftet Had
paa mit arme Hoved sæller.
Du kun, mindeviede Blad
om mit Navnetræk mig bad.
At du da i eet med det
eje kan mig Selv komplet,
strømmer foran det de Rader,
hvori nu min Aands Portræt
sig i tro Afspeiling bader.
Thi, om Manges Dom er sand,
er et rasknedrablet Digt
hvad i Verden meest er ligt
Henrik Arnold Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer