Til min far.
Vor slægt engang den første var i landet.
I brede bygder på de store gårde
endnu den sidder; men i tider hårde
vor gren blev bøjet, og dens kår et andet.
Nu rækker atter den mod lyset op
med friske knopper i den myge top:
din kraft har rettet den, din troskabs kilde
har mættet den ind i din aften silde.
Som slægten hviler, mens den kraft skal vinne
og af det dybe i sit væsen øse
og drage til sig, hvad som kan forløse
den ævnens fylle, den som kald har inne, -
således følte jeg endnu i dig
en dump natur-magt, som du magted ej;
den var så stærk, at slægt til slægt vil levne
et stykke uløst af dens dunkle ævne.
I den faldt gnisten af min moders lyse
og varme sjæl; og ægteskabets lykke
blev ej alene eders alders-smykke;
men den vil længe efter døden lyse.
Og hvis vort folk engang vil ret forstå
det hjemmets billed, i min digtning lå,
den troens, kærlighedens stille hæder,
da skal det derfor engang elske eder.
Hvis Norges bonde, som jeg op ham maned
af bygdens arbejd eller sagas rader,
engang vil minnes, - da du også, fader:
ved dig at elske var det ham jeg aned.
Og hvis den kvinne, som jeg skride lod
i troens sol-glans og med ærbart mod,
af kvinner kennes, da det vel tør hænne,
at de min ejegode moder kenne.
Og nu, I sætter jer til aften-hvile
fra tungvint dagværk og fra mange strider,
og taler sammen om henfarne tider,
om mangt et livs-træt skridt de tusen mile, -
nu vil som solen over vinter-sne
en tak-fyldt glæde inad ruden se
og hårde minner med sit skin forgylde,
så livet samler sig i troens fylde.
Men ingen takker dog så varmt som sønnen,
for hvem I levede i angst og bæven
fra vingens aller første sagte svæven, -
og hvem til Gud I bar hver dag i bønnen.
O, vid, når blodet mig for voldsomt jog,
det var, som hænder om mit hoved tog,
og tit, når stille jeg i anger blødte,
det var, som eder jeg hos Herren mødte.
Se, derfor beder jeg om at få kraften
til nu (for livet vi skal atter mødes
og håb hos minner under skæmt forsødes)
at kunne skænke dem en dejlig aften!
O lad, når børne-børn på armen le,
dem rigtig morgen i sin aften se!
Så lægger glade de engang i døden
sit hvide hoved ind i morgen-røden.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer