Til min hustru

av Jonas Lie

Mig Drømmen bar hen til Ungdomstiden,
jeg havde Hast til et Stevne i den.
- Med Lét af Roser og af Skarlagen
i al sin Storhed laa Vinterdagen.
Det var, som saa én med et sig svimmel
af bare hvidt ifra Jord til Himmel.
Vi mødtes mellem de hvide Bakker,
Du stod ved Stupet og var saa vakker,
og Kinden brændte af Hjertets Flammen: -
Fra nu af skulde vi være sammen! -
Med Skøi i Øiet og Haan til Faren,
som Fuglen strøg hun henover Skaren;
- et Blik, som maalte og nok gad se
den, det var værdt at staa bagpaa med!
Her var ei Grublen, her var ei Tvil,
kun Seirens Skjær i det unge Smil.
Og udfor Stupet hun stod i Vinden
som selve Aandredis, Skigudinden!