Til stats-råd Stang!
Syttende maj og i Ejdsvolds kirke
halv-hundred år ifra den store dag,
da de, som grundede vort friheds-virke,
i bøn sad sammen der for landets sag, -
vi var der bægge og i tak til dem,
i tak til Gud, som gav vort lille hjæm
så meget mod i farens svære dager.
Og da så mægtig gænnem kirken drager:
"lover nu Herren!", og vor blege bøn
fik ord og samfund i alt landets kor,
jeg så dig græde som et barn i løn
in under barmen af vor fælles mor.
Da hugsed jeg, at fra du var en gut,
gav du til henne al din rige ævne,
din unge ild, dit høvding-råd i stævne',
din mandoms arbejds-kraft, til den blev brudt.
Og jeg velsigned dig og tog dig med
i takke-bønnen for de mænd, som stred
for fattigt land igænnem hårde tider,
til nu vi sad der under tag omsider.
Jeg tog dig med; - men det gør færr' og færre.
Din mandoms ry blev før dig selv forældet,
og retfærd får du ikke mer, des værre,
før du og dit en dag er bleven fællet.
Ti se, de veje, du i landet drog
for folkets higende og stærke ævner,
du tør ej vandre med det glade tog,
som altid større mod sin fræmtid stævner.
Du vidste ikke, hvad det var, du gjorde,
da krudt og damp-kraft alle stængsler brøde,
så ny-vakt attrå kunde andres møde,
og folke-ånden tage stort til orde.
Det nye dag-værk kunde du ej samle,
det bruste om dig som en drøm, en fabel,
og ræd du bygde med de andre gamle
mod åndens uro et uhyre Babel.
Imens du vænter på den nære kamp,
så hvid i håret og så mild i øje'
i morgen-glimet over fjæld og høje, -
og fienden halv skjult under nattens damp, -
fra stridens forpost i den vilde egn
et ord skal sendes dig med fredens tegn.
"Det folk, som skræmmer dig, det er dit eget,
det er som tågerne af dalen steget.
Du tror det oprørt uden samling, énhed?
Ja, vårens flomme, de gik aldrig ret,
storm-byger, slask gør vejen mindre net,
og sneen taber for en del sin renhed.
Men våren fødes! Den, som har geni,
han nyder forud af dens harmoni;
geni er samfund med den ånd, som føder.
Det har du ikke, har du aldrig haft;
se, derfor skælver du ved folkets kraft.
Du var en arbejds-chef, af dem, der leder,
når folket rydder i en vej-løs trakt;
din klare tanke og din gode takt
har hjulpet slægten over svære steder.
Men hvad her vokser i den gamle vang
af frø fra vesten og af hjæmmets trang,
og hvad her stråler på din rude in
af sanheds-længsel under troens skin,
og hvad her siges, skønt det hviskes kun,
og hvad her samles mod en opgørs-stund, -
så lidt du fatter, at som vanvid tyder
du det, der skønnest i vor ungdom skyder.
Du svarer: digterne må ikke dømme;
i stats-mands-kunsten høver aldrig drømme. -
Jeg svarer: ingen fatter livets spil,
som ej af drømmene vil lægge til.
Af savn, af kræfter, som vil form, de stiger,
i luften ånder; ikke mer de viger,
før alle vågne mod det samme higer.
Af folke-drømme blir en stats-mand til,
de skabte ævnen og den sag, han vil,
og hvis han glæmmer det, de næste drømme
den næste skaber, som skal ham fordømme.
De uvejrs-skyer, som påny sig lejre,
ej morgen-lysningen så ganske dækker,
at vi ej skimter gænnem skyens sprækker
de store gænbyrds-tanker, som skal sejre.
En sådan stråler over mig i dag,
og blodet varmere til hjærtet strømmer,
og alt vi lever for og alt vi drømmer,
det suser sammen og gir kraft til slag.
Snart smælder hornene mod skogens tag,
og fræm det stormer over nattens dug,
og gænnem blinkene af skud og hug
skal tågen lette på vor nye dag.
Snart tages højderne - hvor du tør true -
for alle tider af vor folke-ånd,
så den kan mægtig over landet skue
og derfra styre det med ligheds hånd.
Snart op den vælter sine våben-bølger,
og se, dens aner som en sky-hær følger!
Nu må du se dig om, du gamle mand,
du har imod dig snart det hele land.
Men når du ligger på din tagne vold,
da skal vi sige ved dit vendte skjold:
Han stod imod da han ej bedre vidste;
men han var ridders-mand intil det siste."
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer