Ved en hustrus død.

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

 Hun kænte dødens øje fra fordum og fra nys,
da hennes første-fødte fik hennes siste kys,
og da hun måtte fare til moderns døds-sæng bort,
det fulgte hele vejen så varsels-dybt og stort;
det ante henne dengang, da hun ved båren stod,
nu sankes flere sammen, nu bæver livets rod.
Og straks at hennes husbond, den stærke mand, sank om,
hun sagde det med smærte: Jeg vidste, at det kom!
Hun tænkte, det var ham, som af Gud var kåret ud,
og stemte sine hænder imod det barske bud
og vilde med sit legem, så svagt som sjøens siv,
sin stolte kæmpe værge - og gav så hen sit liv.

       Hun smilte så lyksalig, da dødens bud blev meldt,
ti offeret var givet og frælst var hendes helt.
Vor kærlighed, beundring slog som et stjærnetelt
af lykke over henne i hennes siste stund,
og snehvid bort hun svæved i evighedens rund.
Slig kærlighed kan bære til himlens grænser med
de sjæle, som den favner i offer-salighed.

av Bjørnstjerne Bjørnson.

Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.