Ved kirkesanger A. Reitans jordefærd.
Hans milde store øjne lo
mod himlen og mod landet;
ti i hans sjæl var folk og tro
i evig jubel blandet.
Hans ord, hans sang
som "opkom" sprang
igænnem dalen lang og trang
til sæd fra år til annet.
Blandt fattigt folk i fattigt hjæm,
i fattig vinter-færden
han steg i søndags-koret fræm,
den gladeste i verden.
Ti axen, som
det drejer om,
ej fattigst bygd går udenom;
han stod og sang: her er den!
Ak, nu da årlang sygdom kom
for sangen ret at prøve,
og hjælpeløse små stod om,
hans tillid ret at øve,
kun mere glad,
som dæmpet kvad
af vinden i en strenge-rad,
han toned bort fra støvet.
Hans liv os spådde, at en gang,
når stort på Gud vi stole,
skal hele folket stå i sang
i kirke, hjæm og skole,
i folke-sang
i glædes-sang
i stråle-brud af Herrens sang
højt over alle sole.
O, vakre fædreland, o, husk
de små, han dig tilegned;
så fattig som en rosen-busk
han glæded dig og segned'. -
Nej, skuffet lad
ej skilles ad
ifra din jord en sjæl så glad, -
hans have være hegnet.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer