Tonen.
(Af Arne).
I skogen smågutten gik dagen lang,
gik dagen lang,
der havde han hørt slig en underlig sang,
underlig sang.
Gutten en fløjte af selje skar,
af selje skar, -
og prøvde, om tonen derinne var,
derinne var.
Tonen, den hvisked og nævnte sig,
og nævnte sig;
men bedst som han lydde, den løb sin vej,
den løb sin vej.
Tidt, når han sov, den til ham smøg,
den til ham smøg.
Og over hans pande med elskov strøg,
med elskov strøg.
Vilde den fange og vågned brat,
og vågned brat;
men tonen hang fast i den blege nat,
i den blege nat.
"Herre min Gud, tag mig derind,
tag mig derind;
ti tonen har fået mit hele sind,
mit hele sind."
Herren, han svared: "den er din ven;
den er din ven;
skønt aldrig en time du ejer den,
du ejer den."
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer