Ungbirken

En ungbirk stander ved fjorden
og vandspeilet ganske nær.
Hvor stor og smuk den er vorden
de aar, jeg har boet her!
Nu løfter den hvide stamme
kronen fra bredden lav.
Men tro dog ei, den vil bramme;
den ved ikke selv deraf.

I Guds og i hvermands øine
den vokser fra dag til dag,
og kvistene, som sig høine,
nu byde hver sangfugl tag.
Men birken undres derover;
den kjender slet ei sin rang.
Den bøier mod vandets vover
saa ydmyg bladenes hang.

Just dette kan den forlene
skjønhed for andre trær
og lukker hen i dens grene
al himlens vingede hær.
Just det, at den ikke tænker
at løfte sin krone op,
men stille kvistene sænker,
gjør skyggende lun dens top.

Hvad kommer det af? Den skuer
sig daglig i bølgens speil
og ved siden av krat og tuer
og - skuer saa deiligt feil.
Thi alt som mod lysets riger
den hæver sin krones stav,
den synes den nedad stiger
og vokser sig mere lav.

Du, deilige birk, du kjære!
Paa dig vil jeg ofte se.
Gud give, jeg maatte lære,
hvad du mig saa smukt kan te:
At vokse i eget øie
nedad med hver en dag -
at krone og at ophøie,
det vorder da Herrens sag.