Fanitullen (Utvalgte dikt til skolebruk)
I hine haarde dage,
da ved øldrik og svir
hallingdølens knivblad
sad løst i hans slir, -
da kvinderne til gilde
bar ligskjorten med,
hvori de kunde lægge
sin husbonde ned, -
stod der et blodig bryllup
i Hemsedal ensteds,
hvor leg og dans var tystnet,
og karlene slog kreds;
thi midt paa gulvets tilje
i den mandslagne ring
stod to med dragne knive
og et belte spændt omkring
Og som udskaarne støtter
i hvilende ro
staa endnu fire karle
i kredsen om de to.
De løfte tyrilysen
mod det sorte bjelketag,
hvor røgens hvirvler samles
til et rugende lag.
Forgjæves tvende kvinder
med hyl trængte frem
at bryde det faste gjærde,
der er stillet foran dem.
De kastes vredt tilbage
af de muskelsterke mænd, -
og spillemanden rolig
gaar til kjeldertrappen hen.
Nu skal han ned at tappe;
thi den seirende mand
kan sagtens vel behøve
at kysse vollens rand.
I beltespænding nappes
de kun med blodets tab,
saa maa vel aaren fyldes
fra tøndetudens gab.
Men da han stod i kjeld'ren
han saa i et blaaligt skin
en sidde der paa tønden
og stemme felen sin
Og karlen holdt den omvendt
tæt op til brystet klemt
og gav sig til at stryge,
saasnart han havde stemt.
Det var et spil, som dued.
Det klang som vred mands ord,
som hug af staalsat bile
og som næveslag i bord.
Det jubled og det hulked
i den skumle kjelderhal,
da slaattens toner endte
med et rugende mandefald.
Taus spillemand lytted
til de mægtige løb;
det var som spillets hvirvler
ned at ryggen ham krøb.
Saa spurgte han den anden:
"Hvor lærte du den slaat?"
Han svared: "Det er det samme,
men mind dig den blot."
Nu manden ned sig luded
og efter tappen tog, -
da saa han hestehoven,
som takt mot tønden slog.
Han glemte rent at tappe,
han sprang i stuen op, -
der løfted de fra gulvet
den faldne mandekrop.
F a n i t u l l e n kaldes
endnu den vilde slaat,
og dølene den spille
og spille den godt.
Men lyde de grumme toner
under øldrik og svir,
da løsner atter kniven
i hallingdølens slir.
Se også: Fanitullen
