Blomster-Ole

Jeg mindes grant fra min barndoms aar
en tigger, der kom
ret ofte op til min faders gaard
naar han vandred om.
Han var dem alle til spe og spot,
det stakkels fjog!
Istedenfor svar han topluen blot
over ørene drog.

Hans melpose laa i den venstre arm
kun skjødesløst;
den høire trykkede tro og varm
hans hele trøst:
en dusk af blomster, som mark og skov
ham kjærlig bød,
som hos rige folk med tryglet forlov
han i haven brød.

Han mine var slap, med et trosset smil,
og øiet mat;
men traf det hans dusk, en kraftig ild
det klarede brat.
Da vugged han hovedet som i en drøm -
da saa han ud
som elskeren, naar han stirret øm
paa sin unge brud.

Næst jordens blomster han elsked alt,
hvad ham tyktes skjønt.
En pragtfuld villa, der hvilte svalt
bag alleens grønt,
ham vinkende drog, som det gyldne slot
et barnsligt sind, -
han trygled saa længe, saa tyndt og smaat,
til han kom derind.

Der tigged han aldrig om mel eller mad,
kun om at faa se.
Hver glinsende sal og hvert rødmende blad
de maatte ham te.
Og hvad han saa i de riges bo
af pragtfuldt og smukt,
forvarede han i erindringen tro
som laaset og lukt.

Han ndede mig. Sine syner tog
han mig stundom frem;
han brugte et eget, halvt østerlandsk sprog
til at male dem.
Af blomsternes farver og liv og skik
han tog sine træk. -
Hvor funklede billedet for mit blik
i det brogede blæk!

Men vilde man tvinge hans tanker ind
i begreb og dom,
da sammenflød alt, da ligned hans sind
et taaget rum.
I mangen et Herrens aar han gik
tilbygdens prest,
de ti bud-ord han dog aldrig fik
igjennemlæst.

Han blev hedning. Guds hellige ord
ei lys ham gav,
imens han tigged sig frem over jord
mod den sorte grav.
Han kaldte ei klokken fra høie luft
til nadver og daab; -
men glødende roser ham præked med duft
og taarer hans haab
        -------------------------
Det var som deilig septemberdag.
Saa mat og rød
stod solen og drømte, mens lette lag
af taager flød.
Jeg gik til presten at læse latin
min vante gang.
Da bar man en kiste til kirken ind
uden klokkeklang.

Knapt høvlet var kisten, kun strøgen slet
og kløtret gjort,
og armodslig kun de stakler klædt,
som bar den bort.

Men foran den gik i snehvidt lin
seks unge møer;
af florvunde kurve med fingren fin
de blomster strør.

I kisten laa han. Den bane var haard,
som bragte ham ro.
Henkommen ensteds til en staselig gaard
trak han af sine sko.
Dem stilled paa trappens øverste trin
han hen efter skik
hos pose og stav, imedens han ind
i kjøkkenet gik.

Det spigred af kaadhed dem drengene fast.
Da han kom igjen
og rett skulde rokke ned med hast,
han tumlede hen.
Hans hoved traf en kantet sten
og farvel den rød -
Hvad var det saa mer? Det var ingen til men,
at en tigger var død.

Der laa hans legem i kisten trang,
stivt, strakt og dødt -
nu skulde h a n ogsaa bæres engang
ret varligt og blødt. -
Den fryd, man den l e v e n d e negted tidt
eller gnavent gav,
henkasted de venlige piger blidt
paa den d ø d e s grav.

Det rørte og harmed min unge sjæl.
Men taarer i løn
jeg bad ved graven som til farvel
en jertelig bøn:
"Min Gud! Vel kunde han ei forstaa
dine ti bud-ord;
dog elskte han dig i blomsterne smaa
og hvert sjønheds spor.

Her maatte han lide. Giv nu ham ly
bag palmen og fred!
Men reisen er mørk; send en rosenrød sky
at hente ham med!"
Saa tog jeg min bogrem igjen i arm
og vandred afsted;
men alt som jeg gik, for vemod og harm
mine taarer gled.

Da faldt den tanke mig ind paa engang:
Naar du først blir stor,
skal du rigtig skrive den stakkel en sang
med deilige ord.
I graven hviler den fattigmand
alt længe nu -
jeg digter hans vise, saa godt jeg kan,
med trofast hu.