Vaarnatten

Bækkene mumler i søvne.
Tungt luter buskene over.
Gylden i sortblanke vanda
sænker en stjerne sit skin.
Vaarlig er stjernen; den funkler
ned til de verdner, som sover.
     Stjerne, du hellige,
svar, om du ogsaa er min?

Skrek det? . . . Et trækfuglskriks ve-lyd!
Vildt som i smerte det kalder.
Gav det et løfte kanhænde,
varslende kjærlighet, død?
Søvntrætte bækkene graater,
vet ikke selv, hvad de laller.
     Stjernen, den hellige,
speiler sig sitrende rød.