Valdrisen po heimvægen
Mel. Længje venta Lourdagsqvællen o. s. v.
No kan inkji væra langt te Valdris at:
Hjærta bli'r so heit ti Live.
Skogjen taatte løipe, Aasadn glie rat,
skjele so nær Skyadn drive.
Beinadn bli so qvikke so te Springedands;
no æ inkji tænkje meire po ein Stands.
Hei! no gaaer dæ glat;
Bakka høg aa brat
taatte jamn so Isens Skjive.
Nær mæ sjumiils Randsfjor eingaang Slut dæ faat,
daa tæ Valdrisen te læji.
Nær ti Etnaelven fyst dæ blinkji blaat,
glime Augo hass taa Glæi.
Nær se Nøsekampen vise so ei Skjy,
fær'en Hug te springje, so po Vinsterfly
Reinans raske Flok
over Stein aa Stok
over snøbetækte Heje.
Inkji ska e tru e kvilte mangestan:
po Krokkleve va den fyste,
for aa glæe Hjærta mæ den fyste Rann,
so langt Nor taa Snøfjell lyste.
So po Dynnasteinen qvilte e me best,
over "Astri, Halands venast Gjente," rest.
Men e gjik min Væg,
tænkte kun paa dæg,
so æ venaste i Valdres.
Inkji saag e Fjell so burge heldan blaa
so de høge Valdrestindadn:
Hugakøll aa Bitihødne, grust aa sjaa,
Grønsendknippun elle Grindadd'n.
Korkji Ringerikji, Haland heldan Land
bar eit Gras so grønt so Valdres allestan.
Dær æ Blomma au
meire frisk aa rau;
aa som Blomo so æ Gjentudn.
Sjaa! Dæ glime alt ti Bængna, so ho rann
ti ein solblank Sylverrænna.
E vil fulgji ho so skjele so eit Band
beinast Væg te Heimegrænna.
Men ein liten Bæk ska, onde lystig Røl,
onde Hugakøllen syne me ein Støl,
hvor ho Gjenta mi
bur den korte Ti
Blomo blumstre vent i Liidn.
Rap dæ, Foten min, daa! Skunda dokker, Bein!
Thi alt Nypekjørre strødde
Røisidn sina bleiknand over Astris Stein,
venast Møi, so Haland fødde;
aa dei fina Blomo kring mi Gjentes Støl
dø før fyste Riimslag ifraa Hugakøll.
Alt han længes ret
te sin kjære Væt;
aa so staaer jo Stølen øje?
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer