Vandringen
Min Vei blev tung, min Horizont blev mørk;
jeg drog tungſindig gjennem Livets Ørk;
men, under al den Kval jeg maatte lide,
uſynlig gik en Fører ved min Side.
Jeg vidſte ſelv ei meer i Mulm og Nat,
hvor Veien faldt og hvor mit Maal var ſat.
Med Eet blev Banen ſteil og haard og trang;
jeg maatte troe, det var min værſte Gang.
Jeg følte Grunden løſe ſig og vige
ved hvert et Trin, jeg vilde opad ſtige,
og Stormen kom og ſtemmed ſig imod
min tunge Opgang og min Reſt af Mod.
Men da den ſteile Klippegang var endt,
var ogſaa Morgnens Gyldenlue tændt,
og for min Sjæl der lød en ſtille Tale:
„Sku nedad nu i disſe grønne Dale;
dernede vinker et forjættet Land,
der er dit Hvileſted, dit Kanaan!“
Og ſee, det var mit Barndomshjem der laae,
og det faldt Lys i hver en Mindets Vraa,
og rigt udfoldet blusſed allevegne
det dybe Liv i disſe fagre Egne;
det kaldte mig, det drog mig kjærligt ned.
Nu er jeg der, og glemmer hvad jeg leed.
Jeg ſtaaer i Dalen ved det Livſens Træ,
der gav min Vaardags Drømme Ly og Læ;
for hver en Blomſt, ſom ſiden ſank i Støvet,
et Idunsæble gløder under Løvet.
Fra Træets Krone gaae med ſagte Klang
de ſmeltende Akkorder til min Sang.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer