Ved Ditmar Meidells bryllop.
O brud, her kommer han
fra venners hånd ved vikens strand,
lidt skaldet og lidt lad,
men hjærte-frisk og glad.
Her kommer trofast han -
den gamle brune krydser-ørn
med ar fra mangt et tørn,
men øjne som i børn.
Han var en gut så kåd,
han lå helst ude i sin båd
og vugged sig i fang
på drømmes båre-gang.
De brede, høje sejl
mod masten slog i solskins spejl;
og strømmens lune drev
foruden ror og stræv.
Men mens han lå og så
sit billed i det dybe blå, -
hans skude, den gik af
imod det åbne hav!
Hurra, han munter sprang
til roret under bølge-sang;
den første farens stund
var som et livets fund.
Ej vendte han, - nej ud,
hvor frihed hersker som en Gud,
hvor alt er grænse-løst,
som havet, aldrig øst. -
Didud, i drevet ud, -
hvor dog så tit for sidste klud
et mægtigt mod sin sag
har frelst for sejrens dag!
Didud han lystig stod;
den steg hans kraft, det lo hans mod,
hans dæk blev spulet, men
han bares op igen.
Han bares altid op
som fugle-leg på bølge-top,
mens mangen stolt fregat
gled ned i dybets nat.
Hans fartøj lå så let,
ti hjærtens-glæde bygde det, -
og dog så traust og fast:
vor ungdom var dets last.
Og en ustyrlig klang
af skud, raket-spillop og sang
var altid der ombord
med ekko over Nord.
Han blev lidt træt tilslut, -
han længtes ind, hvor han var gut,
han atter lå og så
sit billed i det blå.
Han så, den skælm, han så -
sit eget ej, men hendes stå,
som var hans længsels fund,
med smil i bølge-bund!
Og anden gang hans liv
var vugget frem til kraftens bliv, -
og anden gang hans båd
går ud til dyst og dåd!
Og anden, anden gang
ombord skal stige skud og sang;
ti nu er troen med
i kvinnens kærlighed!
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer