Ved Michael Sars's grav.
Selv han søgte frem
mod et evigt hjem
fra det mindste kryb på bunden
til hvert glimt i stjærnerunden,
støvets forskerånd.
- Nu gav Herren hånd.
Stille som i drøm
gled han over; øm
var naturen mod sin dyrker.
Nu Alherren sjælen styrker
på dens stjærne-gang
gennem sfærers sang.
Alt på denne jord
harmoniers kor
i opdagelsernes stunder,
i det lilles store under
gennem sjælen sang
med en evig klang.
Hvor på vagt han lå,
hundred øjne så.
Hvor år-tusen sanden sanked,
hvor den mindste livs-puls banked,
der han gav sig ro
stille, klog og tro.
I en dråbe vand
spejded, fulgte han
verdens-havets liv; han sænkte
tanken, hvor den før ej tænkte;
dybets gåde lå,
hvor han banked på.
Skønne fædreland,
mange tro som han! -
med så sant og kærligt øje
med en sans, så fin og nøje
for det stille, små; -
da vi stort vil nå!
Manges kærlighed
her vi sænkte ned,
manges fader-bord og sæde,
manges trygge, tause glæde.
Åbent står hans hjem.
Herren se til dem!
Hun, som skøn og varm
bøjed mod hans arm,
og hvis rige sjæl og hjærte
altid fik og 'gen forærte;
- der hun græder nu,
vær der også Du!
Hjælpeløse små,
som hos hende stå, -
skal de spredes, skal de bindes, -
i din kærlighed de finnes!
Lær dem far at nå
ved til Dig at gå!
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer