Ved Michael Sars's grav.

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk
Cross.png

       Selv han søgte frem
      mod et evigt hjem
fra det mindste kryb på bunden
til hvert glimt i stjærnerunden,
      støvets forskerånd.
      - Nu gav Herren hånd.

       Stille som i drøm
      gled han over; øm
var naturen mod sin dyrker.
Nu Alherren sjælen styrker
      på dens stjærne-gang
      gennem sfærers sang.

       Alt på denne jord
      harmoniers kor
i opdagelsernes stunder,
i det lilles store under
      gennem sjælen sang
      med en evig klang.

       Hvor på vagt han lå,
      hundred øjne så.
Hvor år-tusen sanden sanked,
hvor den mindste livs-puls banked,
      der han gav sig ro
      stille, klog og tro.

       I en dråbe vand
      spejded, fulgte han
verdens-havets liv; han sænkte
tanken, hvor den før ej tænkte;
      dybets gåde lå,
      hvor han banked på.

       Skønne fædreland,
      mange tro som han! -
med så sant og kærligt øje
med en sans, så fin og nøje
      for det stille, små; -
      da vi stort vil nå!

-------


       Manges kærlighed
      her vi sænkte ned,
manges fader-bord og sæde,
manges trygge, tause glæde.
      Åbent står hans hjem.
      Herren se til dem!

       Hun, som skøn og varm
      bøjed mod hans arm,
og hvis rige sjæl og hjærte
altid fik og 'gen forærte;
      - der hun græder nu,
      vær der også Du!

       Hjælpeløse små,
      som hos hende stå, -
skal de spredes, skal de bindes, -
i din kærlighed de finnes!
      Lær dem far at nå
      ved til Dig at gå!

av Bjørnstjerne Bjørnson.

Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.