Ved overlærer Ulrik Wilhelm Møllers og hans hustrues sølvbryllup
Mel. Tänk någon gång o. s. v.
Hvad Sværmerier er det, som henføre,
I To! i denne Aften Eders Sjel?
Mon I Fiolerne og Fløiten høre,
som klang for fem og tyve Aar ikvel?
Paa Bruden Brudgoms Øine kjærligt hvile.
De flamme . . Aften! kommer du igjen?
Mon Han paany i Dandsen ned vil ile,
i den, de sammen Bryllupsaftnen treen?
Det var en Drøm. Han saa i Tanken Hende,
med Myrtekrandsen i det dunkle Haar.
Men Dandsen, som de treen, har jo ei Ende
endnu selv efter fem og tyve Aar?
Han endnu stedse Hendes Haand jo holder
saa ømt og trofast til sit Hjerte trykt,
som dengang Brudeslørets hvide Folder
var med de friske Myrtegrene smykt?
Og paa hinanden hvile Begges Øine
som i hiin Aftens jublende Kvarrée,
skjønt hine fem og tyve alt Henfløine
har overdrysset Lokken med sin Sne.
De Blomster -- o de ere Livets bedste,
vel skjønnere end Myrtens hvide Flor;
og samme Engle dem i Haaret fæste,
som tegned op, hvad I hinanden svor.
Thi Aar, ja Aar er Kjærlighedens Prøve,
ei den i Fryd hensmeltende Sekund,
da Elskeren i Kysse kunde røve
det første Ja ifra sin Elsktes Mund.
Nu toner det, af Dagene bekræftet,
med Glæders og med Sorgers Eed belagt,
saa stærkt, som om til Stjernerne det heftet
var bleven evig af en himmelsk Magt.
Det er det! Eders Pagt er nu udrustet
for fleer end andre fem og tyve Aar.
I Livet ei og ei i Døden brustet,
den hisset først sit bedste Bryllup faar.
Da sænkes ned i Hallen Stjerners Krone,
i Paradisers søde Dunkelhed
Serafers Fløiter og Fioler tone . .
. . O, Venner, vare ogsaa der Vi med!
