Vent kun!
Barnet raabte i Hungersnød:
„Ak, kjæreſte Moder, giv mig Brød!“
Og Moderen ſagde: „Giv Tid, min Skat!
Nu voxer Kornet ved Dag og Nat“.
Og atter den ſamme Klage lød:
„Ak, kjæreſte Moder, giv mig Brød!“
Men Moderen ſagde igjen: „Giv Tid!
Nu høſte vi Kornet med megen Flid“.
Og da nu Kornet var kommet i Ly,
ſkreg Barnet af Sult efter Brød paany.
Og Moderen ſagde: „Ja, vent et Gran!
Nu skal der tærſkes, det bedſte vi kan“.
Og da der var tærſket en dygtig Stund,
ſkreg Barnet igjen med ſin hungrige Mund.
Og Moderen ſagde: „Nu ſkal du faa;
imorgen lade vi Møllen gaae“.
Og da nu Karret var malet fuldt,
ſkreg Barnet paa Brød i den yderſte Sult.
Og Moderen ſagde: „Det har ei Nød;
nu ſkal der æltes og bages Brød“.
Tilſidſt blev Intet raabt eller ſagt;
thi Barnet var dødt, da Brødet var bagt.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer