Riddere og Drager
Faſt i hvert andet Krønikſkrift
om Riddertidens gyldne Dage
gaaer der en Helt imod en Drage,
og øver da en ſvær Bedrift.
Der er i Fjeldets Vraa en Skat,
hvorpaa den grimme Drage ruger;
forreſten røver den og ſluger
alt Levende, ſom den faaer fat.
Da pleies Raad af kloge Mænd,
og gjennem Angſt og Nød man finder:
„Den fagreſte blandt Landets Kvinder
i Dyrets Vold ſkal gives hen.“
Den arme Lilje ſtaaer fortabt,
og over Lyng og vilden Hede
betragter Dragen fra ſin Rede
det Skjønneſte, ſom Gud har ſkabt.
Da kommer juſt til rette Tid.
mens Dragen gjennem Lyngen vader,
en Riddersmand, i ſtærke Plader
og med et dygtigt Værge did.
Han hugger Dragens Hals itu,
og kaarer Damen til ſin Frue.
Hun ſidder paa hans Sadelbue,
og har forvundet al ſin Gru.
I vort moderne Sværmeri
ſaa mangen Dames Suk beklager,
at Tiden, da der fandtes Drager
og Riddersmænd, er længſt forbi.
Og meget mindre byrdefuld
er Heltens Daad i vore Dage,
naar ſelve Damen er en Drage,
der ſidder over meget Guld.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer