Ved Provst O. G. Rynnings jordefærd

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Jonas Lie

1. November 1865.

Mel.: Hvo ved, hvor nær mig er min Ende.

Naar Aarene de bliver mange,
Og Manden tynges af dem ned,
Da stige frem de Vuggesange,
Dem han som Barn fik sove ved,
Da længes han af Hjertens Grund
Mod Hvilen og sin Barneblund.

En aarbøi't Mand, men Barn igrunden,
Vor gamle Provst han længtes saa! - -
Sin Barnehvile har han funden,
Og Jesu Knæ han sover paa,
Og Vuggesang i denne Stund
Han hører af sin Engels Mund.

Før Gubben lukke fik sit Øje,
Han maatte gaa mangt mødigt Skridt;
Foruden Herren i det Høje
Vel Ingen ved, hvad der er stridt;
Nu Døden løfted' Korset af
Og signer dermed Gubbens Grav.

            *

I firti Aar i Menigheden
Paa denne samme Kirkegaard
Han fulgte ind til Evigheden
Med Herrens Ord hver sorgfuld Baar;
Saa Slægt paa Slægt han Følge gav,
Nu redes Gubbens egen Grav.

Og fælde vi end Savnets Taare,
Fordi den Gamle var saa kjær,
Vi tro dog fast, at ved hans Baare,
Vi stande Himlens Indgang nær;
Her lander han i rolig Havn
Fra Livets Storm og Hjertets Savn.

Saa sover han ved Suus af Glommen,
Som ifra Barn han tilvant er;
Men Vingers Vaar og Hæggeflommen
Blir lidet nu, mod hvad han seer,
Naar ind han for sin Herre gaar,
Og Paradisets Sol opstaar.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt