Adams sejersang over løven
Ha, Løven død for Manden?
Hvor er Løvens Tand?
O, en Leeg, som Stenen,
glattet rundt paa Stranden
af det stride Vand!
Tungen nys saa hvas og rød
som det Lyn, der Skyen brød,
hænger som fra Grenen
myge, blege Blad.
Skjælv, flammemalte Tiger!
Se, for Manden, liig
knaset Græskar, ligger
Den, som i dit Rede
kunde knuse dig!
Bærer Manden Løvens Hud,
snart da kan han slukke ud
med sin Kjølles Vrede
gule Tigerbrand.
Knæl, Elefant, i Støvet!
Store Qvælerorm,
se din vide Bugt er
som en Taage kløvet
af min Kjølles Storm!
Seer dog, Mand i Løvehud
bleven er Allivsens Gud!
Døden, Dyr, jer Flugt er,
mit er eders Liv.
Den vilde Bøffelpande
er ei Løvens Bryst.
Hornet maa du stikke
-- det skal du faa sande --
ned i Mulden tyst.
Seer dog Mand i Løvehud
bleven er Allivsens Gud!
Mandens Sværd skal drikke
Pantherhjertet ud.
Se, Mandens Kjølle stærkest
Klo og Slangebugt!
Den i Blod af Løven
har for Livet mærket
Skræk og Død og Flugt.
Seer dog, Mand i Løvehud
bleven er Allivsens Gud!
Horn og Tand er sløve
Stilke mod hans Sværd.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer