Besøget

Der paa en af disse Tanger
i det deilige Hardanger,
hvor en Runebauta graa
ragte frem deryderstpaa,
liig en Viking, i sin stive
Pandserskjorte end ilive,
men af Roser fangetagen
i en Kappe af Skarlagen . . .
der endnu lidt længer oppe
paa den løvbekrandste Tange,
i en Hytte under lange
side Hængebirketoppe,
hvor den vilde Humle spandt
sit Tapet om alle Vægge
og saa legende forsvandt
i et Vildnis af Moreller,
jeg endnu i Sommer begge
vore gamle Reisefæller
rolige, tilfredse fandt.

Det var Søndagmorgen. Hytten
aaben stod, som om til Lytten
efter første Klokkelyd
fra den lille vakkre hvide
Kirke paa den anden Side
ligeoverfor i Syd.
Solen alt den blomstbesaaede
Tærskel med sin Straale naaede,
vækkende med frisk og gylden
Glittren mellem Rankefylden,
hvormed Karme og Gesimser
vare yndigt krandsomvundne,
alskens Sommerfuglevimser,
som for Natten i de brede
Humleblades sammenspundne
Klaser havde fundet Rede.

Men det var vel ei Indbildning,
men en Øjets Tryllehildning
(thi jeg sværge kan derpaa)
at imellem dem en blaa
og en perlehvid jeg saae
flaggre indad Døren dristig,
som af Solens Skin forledte,
som om, spredt paa Gulvet, dette
vilde begge fange listig.
Og ved efter dem at skue
i den landlig nette Stue,
Mary Ann faldt Øjet paa.
Der hvor endnu Skyggen laae
sad hun bøjet ved sit Bord
læsende i Herrens Ord.

"Johnny kommer strax" -- hun sagde
med et Haandtryk, varmt og lindt,
dog af Styrke og gesvindt,
som et fyrigt Hjertes Slag --
Han er blot ved Stranden nede,
Færdingsbaaden at berede
til vor Kirkefart idag."

Knapt hun havde udtalt før
gjennem Hyttens aabne Dør
Kirkens klare Klokker hørtes
over Fjorden af og til,
som et pauseafdeelt Spil,
som en Æolsharpes Klang,
eftersom af Vindens Gang
over Fjorden Lyden førtes.

Johnny kom . . Hvor sund og karsk!
Kun i Aasyn mindre barsk.
Trykkede min Haand trohjertet,
saa dens Fingerender smerted,
mumled ud en Strøm Velsignen
paa sin Engelsk om Hardanger,
hvoraf op jeg kun en Lignen
med en Himlens Forgaard fanger
og et Spørgsmaal, om jeg troer
Kashemir, det Landskab, hvor
endnu der skal findes lette,
i et Vildnis skjulte, Spor
efter Paradisets Flor,
vel er skjønnere end dette.
Hvisked saa til Mary Ann:
"Skynd dig, Kjære, hvad du kan!
Baaden ligger alt paa Vandet.
Før vi række Kirkelandet
kunde det alt sammen ringe."
Derpaa vendt til mig: "Min Ven,
følg os eller bliv igjen.
Men for Os -- Vi maae afsted.
Thi fra Herrens Huus histover,
hvorfra Kaldelsen nys lød,
altid vi tilbagebringe
til vor syge Sorg, der sover
i Naturens milde Skjød,
himmelsk og balsamisk Fred."

O, hvor fryded den Tilstaaen
meer end hans Irettegaaen!
O, hvor inderligt et Amen
til hans sidste Ord jeg bad!
Og da just det ringte sammen,
klang det som om Engle drog
gjennem Luften under Kvad;
og deraf jeg Varsel tog,
at den Gudstro, som de Tvende
i de syge Hjerter bar,
vil Naturens Kuur fuldende,
saa taknemlig de erkjende
det for Livets bedste Mening,
at ei Sorg paa Jorden findes
saa fortærende og svar,
som af Gudstro, i Forening
med Natur, ei overvindes.