Hardanger

Gives Sted paa Jorden, hvor
gammel Kummer, ved at stemmes
i Naturens blide Toner,
kan bedøves og forglemmes, --
hvor sig Had med Had forsoner, --
hvor usalig Lyst til Synder
dæmpes, Lidenskaben tæmmes,
Løven liig i Barnets Snor,
kun ved Syn af Egnens Ynder,
Tanken om en Guds Nærvær
i Naturens Majestæt,
i hans Almagts Høihed klædt,
og ved Følelsen af Freden,
der er over Egnen gleden
som et paradisisk Skjær,
som en Glories Straaleære
hvormed Høj og Tinde pranger:
-- da forvist det Sted maa være
i det deilige Hardanger.

Gives Sted paa Jorden, hvor
gudløs Last, som kommer did
flygtig, ved et vildt Tilfælde,
bliver from medeet og troer . . .
Sted, hvor en fortvivlet Anger
føler klart sin Skabers Vælde,
men ei Giften af sit Bid
mere Hjertet at fortære:
-- o da maa vel Stedet være
i det deilige Hardanger.

Gives der paa Jorden Sted,
hvor, om tvende Fiender mødes,
uvilkaarligen de nødes
til at standse sine Fjed
og udrække Haanden begge,
venlig Arm i Arm at lægge,
slagne af den søde Fred
i Naturens Herlighed . .
hvor Forfængelighedsflammen
synker i sin Aske sammen,
og Erobrer, hvis han kom,
om med Blusel vilde vende,
retsom bange forat skjænde
hellig viet Tempeldom . . .
hvor Naturen taler Trøst:
Fjeldet som den issehvide
børnekjære Oldefader,
der sin gamle Favn oplader,
Dalen med en Moders blide
uforglemmelige Røst,
Elven som en trofast Sanger,
der vil Hjertet atter lære
gamle Toner, svunden Lyst:
-- o da maa vel Stedet være
i det deilige Hardanger.

Ak, om saa livsaligt Sted
findes paa vort Jorderige,
hvor i blaanende Geled
Alper frem af Dalen stige, --
hvor ved den krystalne Bræ
blomstrer snehvidt Abildtræ,
medens i en Snefonns Spoer
vilde Rose lystigt groer, --
hvor en Kilde først sin Sang
kun mundharpespæd begynder
murmlende blandt Mos og Stene;
men saa under Orregrene
fra sin Afdal ud sig skynder,
dreven af ungdomlig Trang
til med Hoveddalens Ynder
i sin Glands sig at forene;
og, liig David Harpeslager,
fra en Hyrde bleven til
Dalens Konning ved sit Spil,
stolt og mægtig gjennemdrager,
under tordnende Befalen,
alt sit skjønne Rige, Dalen . . .
ja, hvor findes saadant Sted:
Majestæt og Yndighed
i en inderlig Forening,
hvor ifra den hvide Fonn
brede sig i vid Forgrening
Fagerliers grønne Baand, --
hvor de blide Bakkehæld,
som forbinde Fjord og Fjeld,
glide ud i løvbekrandste
grønne Odders Fryndserad,
der sig speile som i Bad,
hvor de synes halvveis standste,
saa de ei forentes med
Fjordens anden skjønne Bred,
og hvorfra et Hyttehjem
titter mellem Birke frem,
fra hvis Tag, med mild Betoning
over Alt, en Røg fremblaaner,
og det hele Synet laaner
af et Offer og Forsoning --
o hvor findes saadant Sted,
disse løvbekrandste Tanger
med den fromme Hyttes Fred,
uden i din Herlighed,
underdeilige Hardanger?