Birken
Med ſødeſt Tone lyder
Kildens og Fuglens Kvad,
naar Birkegrenen ſkyder
ſit lyſegrønne Blad.
Thi Birken er forlenet
med Ynde for alle Trær;
dens Krone er fint forgrenet,
dens Bark har et Liljeſkjær.
Naar den har endt ſin Dvale,
den ſender en Duftſtrøm ud,
der bringer til triſte Dale
det gladeſte Foraarsbud.
Men, medens den forkynder
Lyſets og Glædens Bliv,
bæver den og begynder
ſit vemodaandende Liv.
Dens klare, luftige Krone
blev derfor ſaa let og ſmuk,
fordi den ſkal zittre og tone
ved Alfedronningens Suk.
Og har du ſeet Birken
ved den enſomtglidende Aa,
ved Hytten eller ved Kirken,
da maa du tænke derpaa.
Jeg veed et Sted i Dalen,
hvor Elven bag Hækken gaar;
der tømte jeg Frydspokalen
en Gang i de lyſe Aar.
Der ſtaaer en Birk ved Elven,
med heldende Bladehang,
og lytter med ſagte Skjelven
til ilende Bølgers Sang.
Den ſaa min fagre Glæde,
der nu er lagt i Støv;
over mit Blomſterſæde
bæved dens unge Løv.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer