Nattetanker
1.[rediger]
Naar Nattens Fred vil ſløre
mit ſorgindviede Blik,
da ſynes jeg at høre
Dandſemuſik.
Da kan jeg dog ei ſlumre;
thi Mindets Lyſt og Kval
bringer mig til den lumre
klangfyldte Sal.
Hvor Livet, rigt udfoldet,
ſin Glædeſkalk mig bød,
og hvor jeg førte i Skjoldet
Roſernes Glød.
Da ſeer jeg atter tindre
et Blik, der ømt og viſt
kaſtede i mit Indre
Længſelens Gniſt.
Jeg ſeer min Sjels Gudinde
med det vingede Fjed,
og føler min Taare rinde,
og bæver derved.
Jeg hører hende hviſke
i Dandſens Larm og Iil,
jeg ſeer det roſenfriſke
ſmeltende Smiil.
Da kan ei Natten ſløre
mit ſorgindviede Blik;
da ſynes jeg at høre
Dandſemuſik.
2.[rediger]
Fjernt bag mig ligger Glæden
ſom en blaalig-farvet Kyſt;
jeg har annammet iſteden
Vemodens Lyſt.
Den maler, hvor jeg mødes
med Vaarens Alfehær,
en høſtlig Aftenrødes
dæmpede Skjær.
Hvor Glædens Kilder ſpille
i den klangfyldte Sal,
indfletter den en ſtille
Sørgechoral.
Ved Nat, naar Nuet tier,
dybt maner mig dens Kald,
da aabner den og indvier
Mindernes Hal.
Den dvæler der og bringer
ſin bitterſøde Drik,
mens i mit Indre klinger
Dandſemuſik.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer