Sorg (Welhaven)
Naar Sorgens Klokker ringe,
med Sukkenes Gjenlyd fra dit Bryſt,
da fører en iiskold Vinge
din Sjæl til en natlig Lyſt.
Der er en bitter Kvide,
ſom holder det bævende Hjerte lukt;
ſelv Sukkene kan ei vide,
hvorhen de ſkal tage Flugt.
De ilte med Angſtens Styrke
i Nattens Time mod Himlens Lys,
og atter i Hjertets Mørke
nedſank de med Tvivlens Gys.
Ak, da er Verden øde,
og høſtlig ſkummel er Vaarens Dag;
den reneſte Sjæleføde
er vammel og mat af Smag.
De fredede Minder ſmile
ei mere, ſom før i en rolig Stund;
de komme som hvasſe Pile
tilbage, og ſaare kun.
En Tone fra bedre Dage,
ja, Duften blot af en yndet Blomſt,
kan true dit Bryſt og nage
med manende Atterkomſt.
Og lig en bævende Fange,
ſom intet Øie vil kjendes ved,
vandrer Du ſky og bange
i Menneſkers Flok og Fjed.
Tilſidſt maa Sukket friſte
paany den higende Himmelgang.
Naar Hjertet af Sorg vil briſte,
da ſeirer din Sjæletrang.
Din Harme, imens du lider,
den bitre Trodſen af Støvets Mod,
maa ſlukkes for alle Tider
i Andagtens Taareflod.
Da er der Fred at finde,
da falder der Lys i Hjertets Vraa,
og Livet, ſom ſank derinde,
ſkal lutret igjen opſtaae.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer
Anonym feiging (984c815fca)
Permanent lenke |