Ved Kirkegaarden

Et natligt Mørke ruger
paa denne vide Egn;
Marken ligger og ſuger
den golde September-Regn.

Skyerne drive lave
over den ſorte Lund,
hvor gamle og nye Grave
Blandt Stammerne ſkimtes kun.

Det dybeſte Tungſinds Billed
er malet i dette Veir;
Glemſel er foreſtillet,
hvor Døden har ſlaaeet Leir.


Men Ømheds klare Øie
ſøger dog ud ſin Skat,
og finder, blandt alle Høie,
den rette, i Mulm og Nat.

Lilien paa Graven hæver
atter ſit Blad fra Muld;
dens Kalk i Vinden bæver,
tindrende, taarefuld.

Sorter etter dato Sorter etter poeng

Slå på automatisk oppdatering av kommentarer

Skriv noe positivt og fornuftig

Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.