Ved Kirkegaarden

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Et natligt Mørke ruger
paa denne vide Egn;
Marken ligger og ſuger
den golde September-Regn.

Skyerne drive lave
over den ſorte Lund,
hvor gamle og nye Grave
Blandt Stammerne ſkimtes kun.

Det dybeſte Tungſinds Billed
er malet i dette Veir;
Glemſel er foreſtillet,
hvor Døden har ſlaaeet Leir.


Men Ømheds klare Øie
ſøger dog ud ſin Skat,
og finder, blandt alle Høie,
den rette, i Mulm og Nat.

Lilien paa Graven hæver
atter ſit Blad fra Muld;
dens Kalk i Vinden bæver,
tindrende, taarefuld.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.