Fjeldplanten

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

1.

Blandt Jetteſtene,
hvor Ørknens Aand var leiret,
ſkjød ſtolt og ene
en kraftig Væxt i Veiret.

Fra Fjeldets Flade
ſteg frem, ved Bræens Side,
paa brede Blade
dens Blomſterpyramide.

Den ligned ingen
af Planterne i Dalen,
ſom Zephyrvingen
har tidlig vakt af Dvalen.


Den havde arvet
ſin Kraft af Fjeldnaturen;
den ſyntes farvet
med Kobbermalm fra Uren.

En Kveld paa Fjeldet,
den hilſed mig ved Stien,
mens Fosſevældet
hendrøned hult fra Lien.

Den førſte Stjerne
ſtod over Bræens Bue,
et vidtſtrakt Fjerne
laae for min Hviletue.

2.

I Dalens Have
jeg glemmer Blomſt og Ranke;
men Ørknens Gave
ſtaaer ſtadigt for min Tanke.

Den er et Billed
paa Seiren, der er vunden,
naar Kval er ſtillet,
men ogſaa Fryd er ſvunden.


Der kan opſtige
ved Nat, ved Stjerneſkinnet,
af Mulmets Rige
ny Spirekraft i Sindet.

Det Liv, der vækkes,
den Blomſt, der vil udſpringe,
den ſkal ei knækkes
af nogen Veirets Vinge.

Hvor Jorden høines
og peger mod ſin Himmel,
hvor Intet øines
af Dalens Blomſtervrimmel,

der er den Zone,
ſom denne Væxt forlanger,
og hvor dens Krone
i Enſomheden pranger.



ifra diktsamlingen Nyere Digte av Welhaven


Ris, ros og synspunkter
Norske Dikt welcomes all comments. If you do not want to be anonymous, register or log in. It is free.