Vaar-Stemning
Længe laa Markerne gule og guſtne,
og Vinteren veeg med langſomme Skridt.
Idag har Soløiet truffet os blidt,
idag er de førſte Knopper bruſtne.
Og derfor vil Alle, der kan være glade,
hilſe det vaagnende Liv idag,
og ſtirre i Luften ved Lærkernes Slag,
og gribe en Duft af de unge Blade.
Men Den, der maatte i Vinterkulden
begrave Forhaabningens bedſte Skat,
indflytter i Vaaren ſit Hjertes Nat,
og hæver kun ſent ſit Blik over Mulden.
Det trofaſte Sind kan ei ſkifte og glippe
med Aarets Vexel af Smiil og Graad;
Erindringen ſpinder en Livſens Traad,
ſom Ingen i Haabet ſkal overklippe.
Ja, Sorgen vaagner med Vaarens Vinde,
og lig en Blomst, der bryder ſin Knop,
ſpringer den lønlige Vunde op,
fordi et Frø har ſvulmet derinde.
Men lad det ſpire og finde Pleie,
thi tænk, det gjemmer dog Hjertets Kraft;
det ſkal af ſin egen bitreſte Saft
bringe den lindrende Kalk tilveie.
Der ſkeer et Under, naar du kan frede
den Sorgens Urt gjennem Livets Friſt;
den bærer en fager Roſe tilſidſt,
naar Glædernes Flor er forbi hernede.
Den ſkal ſin rødmende Kalk oplukke,
hvis Taaredug er Fornyelſens Daab,
hvis Duft er Jordens reneſte Haab,
ſamlet og næret af tuſind Sukke.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer