Brændevinet
Frisk laa Hjernen inden haard Forbening,
mægtig til at fatte Altings Mening,
styrende en uregjerlig Krop;
Hørt var ikke Kobbersmedens Hammer,
Brændevinets Brænding og dets Jammer
var ei funden op.
Finkelruset, dette Skrækvidunder,
ufødt laa endnu og ruged under
Kornets skrumpne Skal saa fast forvart.
Mandens Kind var ikke som en Pose,
Næsen bar ei rødblaa Gjæringsrose,
og hans Blik var klart.
Se der koges! Se hvor Giften blandes!
Finklen klækkes af sit Skal, til Landes
Ødelæggelse, til Folks og Lands.
Alle Hjerner siden kom i Irring;
rundt gik Jord og Himmel i Forvirring.
Slukt er Sind og Sands.
Nu forvexles Himlens fire Streger,
Tanken sig i vilden Hvirvl bevæger,
Næsens Rosenknopper springe frem.
Dag af Natten gjøre drukne Vilde,
og som Svovl og Beeg den sunde Kilde
kun forfærder dem.
Fæle Bylder skyde frem paa Kinden,
Haanden skjælver som et Løv for Vinden,
Tungen stammer, Diebarnets liig.
Dyret studser: -- Manden, Guders Lige,
er den Eneste i Verdens Rige,
som beruser sig.
Gift, som i Naturens Aarer brænder,
du som Adam under Dyret skjænder,
hvo opfandt dig? O mon hvem det veed?
Jo, da Satan havde Herren fristet,
fuld af Harm og Skam han bort sig listed,
og han Finkel græd.
Alle Slægter juble til din Ære,
Tiden leer ad Nøkterhedens Lære,
overalt dit Altar staaer ibrand.
Til et Tempel har du hele Jorden,
men Prædikestolen staar i Norden,
i vort Fædreland.
Overalt du er. Liig en Hyæne
suger du fra Benet Kjød og Sene;
Folket æder du og hungrer end.
Staten byder op sin Kraft forgjæves
forat rive bort dig, kun du hæves
høiere af den.
Siig os, siig os, er du ei det Samme,
kjendt i Oprørs eller Mordbrands Flamme?
gjør til Dverge Mændene i Nord?
Naar i Eeder Folkets Pøbel skryter,
er det ikke Brændeviin blot, som bryder
ud i vilde Ord?
Se, som Dragen paa den skjulte Skatten,
se saa blikker Drankeren om Natten
ned paa Flasken, som han tømmer ud.
Som Basunen Dommensdag forkynder,
være vilde for den usle Synder
Brændeviinsforbud.
Afgrundssuppe! du har Veien lukket
til det Land, hvorefter Aanden sukked,
og hvorhen den uden dig vel kom.
Pas du giver Den, som du forfører,
til et Sted, hvor Aandeverdnen hører
den Fordømtes Dom.
