Brestes og Beines Drapa
(FRAGMENT AF ET STØRRE DIGT, "SIGMUND BRESTESØNS SAGA")
Paa Suderøe, i en snever Dal,
liig en Bersærk, trængt af Skjolde,
monne engang en Fyrrehal
sit skumle Legeme folde.
I Mørket vilde en Vandrers Blik
troe at skimte Klipper sorte:
Hallen var lav; -- ei Guldspir fik
de mørke, tjærede Porte.
Ei staalblaa Svendeflok udenfor
vogter der en søvnig Herre:
Klippen, som steil ved Bølgen staaer,
maa skjolddækt Nattevagt være. --
Men Tørverøgen, som Aand af Grav,
stiger sort fra Hallens Tinde:
Lugten vil være Ledestav,
for skjulte Arne at finde.
De Bjælker voxed' i Norges Skov,
som de lange Sider klæde;
Stormene her med sorte Hov
i Støvet Fyrrene træde.
Naar Døren aabnes, en Hundeflok
bister frem fra Arnen springer:
kommer der Mange, veed den nok
at finde Mændenes Bringer.
Om Væggene hænge der Faareskind,
lige Folgefondens hvide
Lokker, som nedad sorte Kind,
liig Skum paa Bølgerne, glide.
I Krogen graaner et fugtigt Seil;
Øxer Tand i Bjælkene holde.
Ilden sig ofte seer i Speil
i Loftets bugede Skjolde.
Og Buer brede fra høien Knag
ud de snoede, staalblaae Arme,
Bundter af Pile hænge bag
og Bjørnesener og Tarme.
To mørke Guder bag Egebord,
hvergang Ilden blusser, træde:
Odin det er og Asathor,
som staae ved Husbondens Sæde.
Fra Odins Hoved en gylden Knap --
Solens Billed' -- Mørket bryder:
Asathors Hjelm med staalblank Tap
af Mulmet neppe sig skyder.
Paa Bordet ligger et Horn af Guld,
sød paa Randen sidder Mjøden:
Natten forgjæves ud sit Muld
har rystet over dets Gløden.
Liig blanke Stjerner om Skyen rød,
mange Ædelstene ringe
sig om det Guldhorns hule Skjød,
hvor sære Runeord klinge.
I Krogen snorke paa Faareskind
tvende Gamle: Haaret strømmer
graat, liig en Fos, paa brune Kind,
og nedad Bringen det strømmer.
De vakre Oldinge vist i Qvel
kyssed Hornets favre Kinder:
Mjøden, i Søvne, fast til Sjel
nu klæber Ungdommens Minder.
Den farver Fortidens Skygge bleg:
Elskovsminder, Ungdomstanker
voxe i Sjelen, som trindt en Eeg
de fulde Vedbenderanker.
See, disse Gamle er Brødre to:
hiin er Beine, denne Breste;
Bølgen de undte sildig Ro,
for fredsælt Mjødhorn at gjæste.
Da Harald hamred' i Hafurdsfjord
tretti Kroner raskt med Sværdet
om til en gylden Ring for Nor,
i Kongers Blodflammer hærdet:
Da maatte Brødrenes Fader og
arvet Guld til Ringen lade:
bort som en Søørn Helten drog;
paa Færøe fæsted' han Stade.
Det vide Hav var den fede Dal,
som han med sin Vinge skygged':
Der var ei Harald: denne Hal
til Jarlesæde han bygged'.
Hans Sønner vare et Falkepar:
Vaarens første Luftning vifted'
ud deres Vinger, langt dem bar:
om Vintren Bytte de skifted'.
Da syntes Hallen dem luun og varm,
hjem til Hustroes Favn de søgte;
langtfra de kom paa skumdækt Karm,
men længer gik deres Rygte.
Men engang tyktes dem sært at see
ingen Røg fra Taget springe:
"Den var Herolden -- saa ymte de --
"som pleied Velkomsten bringe.
"Ha, Qvinder, passe I Arnen saa,
"at vi ei skal sidde længe
"oppe i Qvel og høre paa
"de muntre snaksomme Drenge? --
"Ha, Sigmund, Thorer, hvor tøve I?
Ellers Eders Mødre ledte
Eder til Fjeldet, hvergang vi
ind Snekkeseilene bredte."
"Vi langtfra saae Eder vinke hist
liig en Taage, hvid om Randen:
ingen vi kunde skjelne vist,
før nær vi kom under Stranden."
"See Klippen uden den favre Krands
mørk som Hjelmen uden Fjere.
Der er en Fisker! Gamle stands!
Du Bud til Hjemmet os bære!"
Breste
Bring til Hallen
Brestes Hilsen!
Siig min Hustru,
Børløs Bølge
Hærfærd hader.
Beine
Bær til Hallen
Beines Hilsen! --
Siig min Hustru,
Rimen sløver
runet Sværdod.
Breste
Siig, en Svane
svæver gjennem
Bugten: gylden
Ring om Halsen.
Beine
Siig en Ørn paa
Ægirs Tag i
Kloen klemmer
gyldent Æble.
Fiskeren
Døv Mand dvæler
ei hos Skjalden:
Skjoldets Bringe
bærer lige
blankt en Sorgs, som
Glædes Rune:
Mulden ei ved
Guldet glædes:
Stjerners Glød ei
Natten varmer:
Værand naaer ei
Urdas Skridt, og
Skuld i Værands
Spoer sit sorte
Sædkorn kaster.
Breste
I din Tunge
Gamle! graver
jeg til Gerda
Glædes Galdrer.
Beine
Hun dit Øie
seer, som Skjoldet
fuldt af gyldne
Glædes Tegn: liig
Natten -- saae det
Stjerner, før din
Tunges Morgen
maler Hendes
mørke Himmel!
Fiskeren
Fjeldet føler
ikke Foraars
favre Aande.
Ørnens Øie
over fjerne
Fjelde speider:
Stormen spreder
ensomt Rede:
See paa Voven
vild det vugges;
Skummets lette
Lænker fængsle
fast dens Yngels
vaade Vinger:
Ørnen søger
riig sit Rede:
Nebbet skummer:
hvem skal drikke
Hevnens Fraade? --
Breste
Sorg han synger:
svullen Sky er
Stormens Sending.
Beine
Røg han ruller
rundtom Sjelen:
Ild bag Talens
Taage ulmer.
Breste
Ravnen ryster
Ham paa Skjæret
spaaer, med Skrig, de
slappe Seil en
bister Kuling.
Fiskeren
Askurs Sønner
hade Fingren,
som tør pege
paa den mørke
Aske, mere
end den Haand, som
hæved Blus til
Hallens Bjælker.
De Brødres Sjele blev Himlen liig,
naar den hænger fuld af røde
bræmmede Skyer, som pynte sig --
for Nattestormen at møde.
De treen i Hallen: et Dvergemaal
runged' længe under Taget:
dødt fandt de Arnens muntre Baal,
som fordum brisked' og braged'.
I Asken saae de en gammel Qvind'
made tvende sultne Drenge;
Graaden sad tør paa faver Kind:
De vented' Aftensmad længe.
"Ha! tænd en Fakkel!" den Yngste skreg --
fremmed Fod i Mørket falder."
"Hvem er du Mand, som støier?" bleg
den Anden raabte paa Balder.
Den Yngste griber et Sværd, men brat
Tyngden det af Haanden vrister,
Guldørnen liig, som daler plat
med spredte Vinger fra Qviste.
Men Qvinden blæste, lig Guldhør spandt
Ild hun rundtom Fyrreteine:
Sigmund da kjendte Breste grant
og Thorer kjendte da Beine.
Ei vared længe, før Sigmund, liig
Rosenbusk paa Klippetinden,
slynged' til Brestes Skulder sig
og klapped' ømt ham paa Kinden.
Men Thorer springer fra Krogen hist:
Arm om Beines Knæled fletter,
ligner en smekker Siljeqvist,
som opad Birken sig retter.
"Ha Sigmund! vil du din Fader med
Sværdet hilse?" sagde Brester,
satte saa Drengen varligt ned:
"i Mørket kjendes ei Gjester!"
"Hvor grønnes Busken, som gav slig Knop?
hvor er vel min Hustru Gerde?
hvor er den staalblaa Svennetrop,
jeg satte Busken til Gjerde?"
Da bleg blev Sigmund: en Vove hvid
skjød sig over Kindens høie
Rosenbeed: liig en Terne blid
sprang Taaren frem i hans Øie.
"O Sommersolen har Løvet brændt,
Rosen staaer i Helas skumle
Hauge; det Hegn, jeg havde spændt,
vel Ægirs Døttre nu tumle?"
"Vist", vedblev Breste, "dit blege Smiil
tyder ret som Helas Rune?"
og som fra Skyen en Sølverpiil
sprang Graad fra Øienhaar brune.
I Thorers stivnede Smiil forstaaer
Beine samme Dødens Galder;
-- ligned det ei en Rose, naar
en Riim paa Bladene falder?
Ja, rigtigt havde de Fædre læst:
begge Qvinder vare døde;
Hela sin Aande havde blæst
paa begge Roserne røde.
Men Freya skjønneste Mindeqvad
skrev paa hine Drenges Kinder:
Ind hun i Haarets gyldne Blad
det Qvædes Purpurskrift binder.
Det læste Fædrene tit om Qvel;
Vintre ud ei Skriften sletted':
mere og meer sig Moders Sjel
af Øiets Blaabølge letted'.
Saa tro som Fofner sin røde Skat,
vogted' de de favre Drenge,
lærte dem: "Døden kommer brat,
men Hæder lever kun længe!"
"Den, lig en Stjerne, bag Skyen staaer,
men en Helt paa Sværdets blanke
Vinge til Ærens Himmel naaer --
i Skjoldet Stjerner at sanke."
"Men Sværdets Hæder er blodigrød,
Thjasses Blik i Stjernevrimlen:
Kun, naar en Skjalders Toner flød
den snehvid daled fra Himlen."
Vel gav de Somre, som Roser paa
hine Drenges Kinder rysted',
Fædrene Riim; men, naar de saae
den Æt -- ei Odin dem lysted'.
Hver Vaar paa Stranden maa Bølgen sort,
liig en Hingst med snehvide Teppe,
trampe og steile; -- fra Hjemmet bort
de Gamle kalder den neppe.
Med Falke Sigmund i Leding drog:
Ingen bedre Bue førte:
voldsomt det Tolvaars-Hjerte slog,
naar Tjeldens Skrigen han hørte.
Hans Piil ham tyktes var altfor god
for et Ørnehoved flekke;
gjerne med Længsel Drengen stod
ved Brestes slumrende Snekke.
"Ha, nu du ligger med Bug i Veir!
Bedre var det Bølgen ride,
komme saa hjem med gylden Seir,
naar Vinterstormen bide!"
"Naar hvas din Blaatand i Bølgen brød,
vakre Skib! -- en Piil jeg sendte
ud fra din Stavn, liig Straalen rød,
naar Sol sin Ildbue spændte!"
Saa knurred Sigmund og maalte harm
Snekkens Stavn: han stod paa høie
Kjøl, som naar over Qvindens Barm
en Blomst sig yndig mon bøie.
Men Thorer smilte og sagde: "bie
blot til Vaar, din Far da følger
dig paa den falske vaade Stie,
som Døden i Perleskum dølger."
"Til Vaaren, hørte jeg, skal vi ud
-- Freyr og Ægir os ledsage! --
Gid der dog bag det mørke Bud
laae mange snedækte Dage!"
Det Høst nu var: alt i Plade stod
alle Ægirs muntre Døttre,
som nu de sorte Lokkers Flod
maa tæt bag Iishjelmen fjøttre.
Det var en Datter af Høsten, som
favned' mørk de tvende Gamle,
dengang vi først til Hallen kom
og der i Mulmet mon' famle.
Men hvor er Drengene? redet staaer
deres Løibænk? -- o hos Maagen
Thronder paa Gautøe: did igaar
de fore tvertover Vaagen.
Naar Vaarens Aande de Bølgers Haar
løser, vil de Fædre begge
prøve de Drenges favre Vaar
i Bølgens Blaaarme lægge.
Den ammer Helte for Valhal op:
Mod i sine Børn hun synger;
mangen faver Rosenknop
til Himlens Stjerner hun slynger.
De maatte hilse paa Maagen før
Vintren kom, og ham berette,
at de til Vaar de hvide Slør
om Mastens Tinding skal flette.
Desuden lovede Thrond ifjor
Sigmund baade Skjold og Klinge,
dersom han over Isen troer
sig kjæk istand til at springe.
Et Jevndøgn Bølgernes Sider blaa
der vil neppe Isens Bælte
bære; thi Stormen bider paa --
og Taagens Taarer den smelte.
Hvis frossen Høstnat de blanke Led
mellem disse Øer binder,
ligne de bedst den skjøre Fred
imellem rustede Fiender.
Den svundne Nat havde lagt en Vold
over Sundet: Sigmund tøver
længe ei, før det blanke Skjold
med raske Fodhug han prøver.
"Kom Thorer, følg mig! Du Skjoldet faaer"
Sigmund skreg -- "jeg Sværd vil tage!"
Isen sin Ryg i Bugter slaaer:
De see sig ikke tilbage.
I Vinden flagrer det gule Haar,
liig den første Straale over
Hav: liig en gylden Piil det gaaer,
de trampe Bølgen, som sover.
I Thronders Hal de med Støien treen:
"Thronder nu er Sværdet vundet!
Morgenen har en gylden Teen
vort vaagne Arbeide spundet!"
Ha, vidste Sigmund, hvi Thronders Blik
skjevt mod Gulvet stedse brænde,
Sværdet han vist tilbagefik,
men først den hvæssede Ende.
Ha, vidste Sigmund, hvad Maagens Smiil
i sin blege Kaabe gjemte;
neppe det vundne Skjold med Iil
at sende Maagen han glemte.
Ei mange Timer var borte, før
Stormen ud af Fængslet lukked'
Bølgen, som nu bag Taagens Slør
mod Øens Fjeldbarme sukked'.
De Drenge maae da hos Thrond sig slaae
rolig ned til næste Morgen:
derfor de Gamle vare saa
alene hjemme i Borgen.
Thi deres Mænd var hos Thrond med Baad
for at hente begge Drenge:
Stien de gik var bleven vaad,
de Gamle vented' dem længe.
Et dunkelt Smiil paa Thronders Kind,
ligt Maanens Skin
paa kruset Hav, den Aften spilled',
da Drengene vare hos ham tilgjæst
og Brestes Svende i Hallen næst,
støiende Hornet tømmed'.
I større Folder hans Smiil sig slaaer,
-- ligt Nordlys naar
det flagrer, som en blegrød Fjeder
om Hjelmen, paa Himlen -- for hver Gang Een
af Brestes Svende, paa svage Been
efter sit Leie leder.
Den Mjøddug faldt saa sød og tæt,
den bøied let
til Jord de Valpladsblomster ranke:
Det glædede Thorer, men Sigmund mest;
tilsidst dog flygter paa Nattens Hest
Drengenes vaagne Tanke.
Da væbnet Thrond til Døren gik --
et vaersomt Blik
han endnu hen til Sengen sender;
liig Gnisten i Røgen en Tanke steg
i Sjelen blodig -- han standser bleg: --
efter sit Sværd han kjender.
"Om Huult er bedst at binde" -- ha
den Tanke fra
hans Sjel sig vikler, liig af røde
og gnistrende Hekla en Hvirvelrøg;
han sagte Gulvet med Taaen strøg:
sovende skal de bløde! --
"Stakket Stund Thrond!
glædes ved Hugget Haand"
-- klang fra en Stemme i Døren --
"Vort Dæk er klart:
vi seile snart,
vi vente ikkun paa Børen!"
Bøiet han stod,
saae paa det unge Blod:
atter i Døren det braged':
"see Stjernen gaaer,
snart Hanen slaaer
sin Vinge, lysten paa Taget!"
Drømmende seer
Sigmund mod Loftet og leer:
baglænds da Thronder fra Sengen
med Rædsel skred;
thi Synd er ræd
sig selv og Græsset paa Engen.
THORER OG SIGMUND I FÆNGSEL
Thorer
Er det Nat nu, eller rider
Dagen lystig paa sin Skimmel
rundt paa Himmel? --
Thorers Nat ei meer er sort
end den skumle Dag, som skrider
langsomt bort.
Dag og Nat tilsammen flyde,
liig en Blaamands Haar med Huden:
-- O foruden
Graad min Nat ei Stjerner har!
Odin! vil du snart mig byde
gaae til Far?
Thorers Vaar er liig en Have,
hvor i Taagen tvende høie
Træer bøie
sorte Grene ud, som naar
Enker brede over Grave
favert Haar.
See den blanke Frugt det Ene
bærer: se de mørke Qviste
næsten briste! --
liig en Morlandsqvindes Haar --
tungt af Perler -- Træets Grene
Jorden slaaer.
Aldrig Solens Vinger hvide
mere vil i Toppen flagre!
-- Før de fagre
Blade bare Æblers Guld:
nu fra Green maa Taaren glide
blank i Muld.
Taarer er den Frugt, som falder
tung fra Qvist, liig Gift paa Loke
fra de Snoge,
-- lange, sorte -- Skada bandt
om hans Mund, da Hela Balder-
Guden vandt.
Lænker rundt dets Stammer slynge
sig som Ranker: fordum røde
Glæder skjøde
sig mod Top -- et Rosentag.
O det Træe, hvem Taarer tynge,
er min Dag!
See det andet Træ, hvor mere
vildt det maa sit Qvisthaar flette!
Liig en Jette
løfter det i Taagen op
Blade, som lig Skjolde ere,
fjedret Top.
Ind de brede Blade stænge
blegrød Frugt i Klaser rige,
Skarer lige
af de Flaggermuse smaae,
som bag Qvist ved Benet hænge,
sove saa.
Træet er min Nat: de sære
Frugter, bag dets Blade, Drømme,
de, som svømme
om i Sjelens Bølger, liig
Morild, naar den kolde Fjære
lægger sig.
Ingen Aftenrøde daled'
i dets Top; ei Himlens Stjerner,
Freyas Terner,
dandse bag det vaade Løv;
kun en Valmu, blegblaamalet,
aander sløv.
Natten før ved Hovedgjærde,
sød som Môr, sig stille bøied,
rørte Øiet,
viste mig en Rose rød:
ofte er en taus Gebærde
Talen sød.
Nat og Dag nu i hinanden
flette Top: ei Morgnens Kobber-
skjold, som stopper
Faxes sorte Trav, jeg ser,
ikke Qvelden, som om Panden
Roser bær'.
Ei jeg veed, hvor Tiden lider,
vist jeg troer dog Vintren bister
hvide Gnister
slaaer af Skyen: Freyas Hjul
over Liaaren gyldent glider:
nær er Juul.
Liig en skummel Høg vil denne
Juul henover Thorer suse:
Klager bruse
frem: det er mit Høitidsqvad:
Taarer Faklerne, som brænde
skjønt i Rad.
Før som Svanen blank -- den over
Hjemmet gled: da faldt fra Vinge
Sværd og Ringe
-- Landsen syntes mig for stor --
Spraglet Buk iaar jeg lover
dig ei, Thor!
Môr hos Freya, Fâr hos Oden
vil mig nu til Julen glemme:
Thorer hjemme
sidder bleg med Kinden vaad.
-- Klager rulle hen paa Floden
fuld af Graad.
Sigmund
Daadløs er Taaren, men Haabet
Gjerningens Moder, liig Skyen
rød, der er frugtbar paa blanke Stjerner.
Skyen aabnes; de hvide
Sønner, som glimtende Sværdhug,
fare paa Himlen og dræbe Mørket.
Gleipner ei Haabet kan binde:
Seiger' end Jormundgards Ryg er
Haabet og stærker' end Fenrisulven.
Manden paa Stenen, som sagte
avler hans Bane, med lystig
Sang og med klingrende Fodtrin vanker.
See, en lunefuld Norne
peger paa Stenen, og Dvergen
vælter den ind i sin røde Esse.
Ha, hvor er Manden? han hvisker
sagte mod Græsset: see Stenens
himmelblaa Blomst i hans Hjerte plantet!
Blaatandet, blodgjerrig Thyrfing
boede i Stenen, som Gud i
Verden, i Stjerner og Sandkorn adspredt.
Dvalin ved Amboltens Sang ham
lokkede frem af den kolde
Steen til at dandse paa Essens Roser.
Ud, som den blussende ranke
Yngling fra Dandsen gik Thyrfing,
kjøled sig hastig i Hugormbadet.
-- Snekken fremglider: dens Seil er
slappe som Helsotens Kinder:
Flagget paa Masten en bøiet Rose.
See, hvor i Bagstavnen Manden
drikker af Hornet, og Solen
seer i hans blinkende, drukne Øie!
Latteren hænger om Mund, som
Buen bag aflange Skjold: han
ofrer til Ægir en Slurk af Mjøden.
See, hvor bag Næsset der hopper
Stormen, lig sortrygget Los, fra
Bølge til Bølge, og Støvet hvirvler! --
Manden det flagrende Roer nu
griber, men krumrygget springer
Lossen i Masten og splitter Seilet.
Ægir ham skjænker sin Mjød, den
bitre til Gjengjæld: -- hvor Manden
angrer den søde, han Bølgen skjænked'!
Hevnen som Sværdet i Stenen
sagtelig voxer, liig Stormen,
blaasort bag Næsset, hvis Hunger venter.
Bunden i Værandas sorte
Arme den seer efter Urdas
svindende Lokker og Skuldas Pande.
Skuldas Pande har mørke
krydsende Aarer, som Runer,
lige de flagrende Nordlysdampe.
Modet vil tyde dem heldigt:
ikkun den Feige med lukte
Øine i Værandes Arme ligger.
Skuldas Runer ham synes
lige de bræmmede, røde
Skyer, den natlige Storms Herolder.
Skjæbnen er Tidernes Frugt, som
Skummet er Bølgens: den ene
Time har ikke sin Søsters Ansigt.
Timen, som kom, er den Svundnes
Lys eller Skygge: ei Skjebnen
hviler om Skinfaxe Travet standser.
Raskt den med Stjernerne løber:
Nætternes Timer, skjøndt alle
sorte, er' ikke hverandre lige.
Urda har blegnede Blade,
Værande Blomsterne bærer,
Skulda de funklende Frugter viser.
Snekken jo synes paa samme
Bølge at svæve, skjøndt stedse
nye maae bøie de mørkblaae Skuldre.
Mennesket synes at ligge
stedse i Værandas Arm, skjøndt
Skulda ham ogsaa ved Armen holder.
Hevnen bestandigen ruller:
Timen, som skjuler den, brister,
Skyerne lig' om det røde Luftsyn.
Nathimlen, hænger jo fuld af
guldrøde Frugter, men snarlig
brister jo en og mod Jorden falder?
Sjelen, om Skjæbnen er mørk som
Nathimlen, hænger jo fuld af
funklende Planer og Haabets Stjerner?
Hevnen i Sjelen, liig Thjasses
Øie paa Himmelen, hænger:
engang den brister som Stjerneskuddet?
Musklen -- see denne som snehvid
svulmer, lig Seilet om Masten, --
synker ei daadløs som Bølgens Fraade! --
Tidselen bærer sin Frugt, og
denne min Arm, liig en sølvhvid
Birk, skulde visne foruden Frugter?
Frændeskaar jevnes med Blod, som
Himlen, der dækker med røde
Morgenskyer Stjernernes Flugt den blege.
Planer tause i Sjelen
staae som de staalblanke Helte,
stille bag Høstnattens sorte Volde.
Tause de vente, til Morgnen
aander i Ban'ret og Dagen
stiger som rødvinget Fugl fra Havet.
Morgenen viser med Latter
Høien bekrandset med Landser:
ensom en Furu i Qvel der vifted'.
Hør, hvor de rulle i Dalen;
Spydene stige fra tusind
Skjolde, som Straaler fra sortblaae Skyer.
Buerne syngende sende
Dødsbud blandt Fienden; de tusind
Spyde foragte nu Nattens Taushed.
SIGMUND OG THORER SÆLGES
Vaarsol alt, lig en guldlokket Dreng
i blaaklædte Moderskjøds røde Seng
sidder paa Himlen.
Vaarsol alt, liig et Guldskjold, som Plads
har faaet bag Kjæmpernes blaa Kyrads --
sidder paa Himlen.
Høit imod Strandens tangklædte Vold
nu stormer, bag mørkeblaat Avindsskjold
trodsige Bølger.
Nede ved Thronders tjærede Nøst
der bader en Snekke det sorte Bryst
ofte i Dybet.
Thronder i Stavnen leende staaer
og klapper paa Skuldren en Mand, hvis Haar
Heclas's ligner.
"Gaute, min Frænde! hviskede Thrond --
Jer Gjerrigheds Aande vort Venskabs Baand
snarlig maa smelte.
Holder du ei den Handel for god? --
i Halsøre veies sligt favert Blod
gjerne med Guldet.
Skatte maae svarlig tynge dit Tag,
nu siden du holder din Pung saa svag
Gaute, min Frænde? -- "
Nordlyset liig i den blegsorte Nat
et Smiil under Gauts den side Hat
flagrede længe.
"Skattefri sad ei Thronder paa Strand,
hvis Gaute ei hvæssede Øxens Tand -- "
svarede Gaute.
Smilet i Hast bag Rødhaaret krøb,
som Snogen, der under det røde Løv
kryber om Høsten.
Klangløs en Latter fulgte der paa,
skjøndt Ansigtets Muskler lig Qviste laae
stive og tørre.
Lyden var lig det iilsomme Ridt,
man hører i Fjernet: -- vi Nordmænd tit
kalde det "skratte".
Ikkun hans Øine viste -- han loe;
bag Rødbryn de krøbe, som Stimænd to
skjulte i Krattet.
Sagte bag Hatten kløede han sig
og mumlede: "Thronder jeg kjender dig:
lidet du skjænker.
Dengang jeg Øxen togange lod
sig dukke til Nebbet i Brestes Blod,
prutted' du neppe."
Langsomt den brune Kofte han drog
tilside og greb i den side Brog:
"Hører du Klangen? --
Hører du Sølvet raaber: jeg vil
ei ødsle paa Thronder mit hvide Smil!
høi er min Herkomst!"
"Tag dem i Nat da -- svarede Thrond --
men pas du din Strube: brug stærke Baand!
kom nu med Sølvet! --
Vare de døde, gjerne jeg gav
vel Sølv til at dække den Enes Grav --
hører du, Gaute?
Ørnen, du slipper vide paa Øe,
vel finder sin Rede bag Rand og Søe --
mener du, Frænde? --
Kommer den hjem, da flagrer ei meer,
som Dunster paa Heden, de Dunefjer
bløde paa Brystet:
Nebbet et Sværd er, Vingen et Seil,
og Kløerne lodne, i Øiets Speil
blodige Flammer."
Gaute med samme Latter -- i Hat
nu rystet en tykmavet Skindpungs Skat,
talte hver Penning.
"Heis da iaften Seilet i Mast,"
saa talede Thronder, og greb saa i Hast
Sølvet i Hatten.
"Følger dig Thorgrim Ilde og Thord
den Lave og Sigurd, den Kjæmpegjord
rundtenom Færøe?"
"Thorgrim og Thord mig følge, thi Sværd
som hungrige Høge vor Farmandsfærd
snarlig vil lugte.
Ellers jeg tænker -- venligste Fru
vel fængsler i Hvidarm de Svendes Hu,
Hjemmet at søge.
Gjerne de kjøbe Drenge, hvis Blik
er lysblaat, hvis Hage ei endnu fik
Manddommens Blomster.
Qvindekys slikke snarlig den Od
af Hjertet, som hvæsset i Frændeblod,
ligger der stille!"
Gaute saa talte, vinkede frem
en Jolle, som bar dem til Thronders Hjem
Kjøbskaal at drikke.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer