Bryllops-vise nr. 2.
For løftets altar hvid-klæd gav du eden
og hørte, hvor den sank i evigheden.
De rædde tanker svæved
omkring den dybe brøn,
men hjærtet bange bæved
tilbage i en bøn.
Da det stjærned, lysned for dit øje,
ti din moder bad ifra det høje,
bad med dig.
Du følte straks, den hånd, som blev dig givet,
den vilde holde fast som selve livet;
og tryghed kom og glæde,
og intet mer var trangt,
og fast du måtte græde,
lå livet lyst og langt!
I de milde kærlighedens tårer
frygten smælter, hele livet vårer
og får mod.
Du tog farvel med ham, som sad ved siden,
som var dig far og mor, fra du var liden.
Nu var hans gærning færdig,
du stod der klar og glad,
du stod din moder værdig,
som han så ofte bad!
Nu han læste tak udaf dit øje,
og han hørte tak ifra det høje,
tak til sig.
Og dem, som du, selv barn, gav barne-pleje,
din søsken-flok, her deltes eders veje.
Den bedste løn de eje,
de give nu i lag, -
ti deres tak vil veje
engang på smærtens dag!
Tak og bøn vier ind din lykke,
tak og bøn må til slut den smykke,
tak og bøn!
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer